Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Knut Hamsun V
taires . . . la nature ne ment pas.
Chateaubriand-Rousseau.
Denne Bog er Hamsuns store Triumf. I den har han fundet sin Digtnings forjættede Land, høit over Virkelighedens, Tidens og Rummets fattige Dimensjoner. Her hersker den dybe, nøgne, grænseløse Ensomhed . . . en Nat uden Mørke, hvor Følelserne luer op og brænder ud i vild, salig Ubekymrethed for Liv og Død under Glædens røde skjælvende Sol og Sorgens blege, hvide, stille Stjerner. Luende Himmel om Dagen og om Natten, — Solen staar og stamper, Horisonten dønner af Lys. «I Nattens Timer har pludselig store hvide Blomster udfoldet sig i Skogen, deres Ar staar aabne, de aander. Og lodne Tusmørkesværmere sænker sig nedi deres Blade og bringer hele Planten til at skjælve. Jeg gaar fra den ene til den anden Blomst, de er berusede, det er berusede Blomster, og jeg ser, hvorledes de beruses . . .»
Vort Aarhundrede har oplevet en Gjenvaagnen af Naturfølelsen, en Gjenfødelse af Naturkjærliglieden og Naturtilbedelsen i saa fortærende inderlige Billeder og Symboler, at de fører Tanken hen paa den uhyggelige Lidenskab, som besjælede visse orientalske Folk under deres orgiastiske Jubelfeiring af de grumt sanselige Legemliggjørelser af Jordaanden, som snart kaldtes Istar, snart Astarte. Af vor kunstige, usundt forfinede, forvirrende Civilisations vaandefulde Uro og Lede er den født hin underlige Længsel efter Sjø og Mark og stille Skoge, — der saa igjen i Kunsten er bleven et nyt Berusningsmiddel for syge Hjerter og lystne Sanser, en ny Gift til at gløde op det trætte Legeme med. Naturevangeliet aabenbaredes først i en menneskehadende Drømmers og Oprørers altfor varme Hjerte, og det har altid været deres Konfession, som har hævdet Følelsens Ret tvertimod det borgerlige Samfunds Love og konventionelle Decorum, — i Kraft af deres Uensartethed med de andre og den deraf følgende Trang til trodsig fri og uhemmet Selvudfoldelse. Tilbage til Naturen, — det blev Længsels- og Krigsraabet, som fødtes af deres Had til Byernes graa Gader og Smuds og gravlignende, kolde, stygge Huse, og deres Lede ved de løgnagtig sminkede og paaklædte Mennesker; — tilbage til Skogen og de store Sletter, hvor Tingene taler det samme Sandhedens Sprog som paa Verdens første Dag. Dér glemmes Menneskenes letkjøbte Troløshed, deres Grimhed og Lidenhed, dér glædes de ved alt det, som har Lov og Raad til at leve og vokse, som dets Væsens Trang og Vilje byder, — i frydefuld og skjøn og stolt Unyttighed. Dér lever de evig ensfarvede Glæder og Sorger, som er alle skabte Tings, alt Livs Skjæbne og Maal og Mening: Kjærlighedens røde Varme og Hadets gule, stille, fortærende Lue og Hevnens søde Vellyst. Og over Livets Spil og Blodets Sang brænder en Sol, som aldrig slukner, og falder Mørket som Angstens Nat og Dødens Tomhed.
«Pan» — al Jordens, Sjøens, Skogens frie Aand og ramme Aande har den fanget. Det er Satyr-Gudens egne Rørfløitetoner, Bukkehornets hæse Pæan, — Sangen fra Verdens Hjerte, uhyre, grænseløs tungsindig som den Vildes Klagemelodier, som en hulkende Folkevise, og glødende ekstatisk som en Mystikers Nattebøn.
Det er en ny Figur i det ikke meget rige Hamsunske Portrætgalleri, saavel som i moderne Litteratur, denne Thomas Glahn, hvis Oplevelser er «Pans» lndhold. Mest minder han om Johan Nagel. Men han er ægtere. Han er en virkelig Naturens Plante, en Skogens Søn; han har et glødende «Dyreblik», hvis Ild fanger Kvinder og virker paa dem som en Berøring. Hans Sanser er ufeilbart skarpe og sikre. Han fornemmer Lyd og Lugt med samme intense, altid spændte, udelte Opmerksomhed som Rovdyret og den Vilde. Og han eier i rigt Maal den mytedannende, synske Fantasi, som er de sterke, hele, oprindelige Sjæles Naadegave.
I «Nordlandssommerens evige Dag» lever han sit Livs Drøm med Blomster og Fugle — med Eva og Iselin og Edvarda, Roserne og de vilde Nellikker paa hans Vei, dem Lykken bragte og Skjæbnen røved. Det er en sælsom betagende Stemning af tung, mørk Uro og høi, lys, flagrende Fryd over disse Skoggudens udøbte Jomfruer. De ligner de blodrøde Bjergliljer, der giver sig hen til Stormen, men de eier ogsaa al Vilddyrets dulgte og dølgende, lyssky Lidenskab, der fødes af Natten og Stilheden.
Der er Nætter som lyse, klare Dage, da Luften fanger hver Lyd, hver Lyst, og Sindet bøier sig indad i sødt og sugende Vemod.
«Sommernætter og stille Vand, og uendelig stille Skoge. Intet Skrig, intet Fodtrin fra Veiene, mit Hjerte var fuldt som af dunkel Vin.
Møl og Sværmere kommer lydløst flyvende ind ad mit Vindu, hidlokket af Skinnet fra Gruen og af Duften fra min stegte Fugl. De støder mod Taget med en dump Lyd, svirrer forbi mine øren, saa det farer koldt gjennem mig, og sætter sig paa mit hvide Krudthorn paa Væggen. Jeg betragter dem, de sidder skjælvende og ser paa mig, det er Spindere, Borere og Møl. Jeg synes, at nogle af dem er som flyvende Stedmorsblomster.
Jeg træder udenfor Hytten og lytter. Ingen Ting, ingen Støi, alt sover. Luften lyser af flyvende Insekter, af Myriader svirrende Vinger. Henne i Skogkanten staar Bregner og Stormhat; Melbær-lyngen blomstrer, og jeg elsker dens smaa Blomster. Tak, min Gud, for hver Lyngblomst, jeg har seet; de har været som smaa Roser paa min Vei, og jeg græder af Kjærlighed til dem. Et eller andet Sted i Nærheden er der vild Nellik, jeg ser den ikke, men jeg fornemmer dens Duft.»
Og der er Nætter med Stilheden som et svalt Mørke over Dagen, hvor Blodet banker med tusen Pulses Kraft, og Stjernerne lyser som gule Fakler.
«En Skaal, I Mennesker og Dyr og Fugle, for den ensomme Nat i Skoge! En Skaal for Mørket og Guds Mumlen mellem Trærne, for Tomhedens søde, enfoldige Vellyd mod mine øren, for grønt Løv og gult Løv! En Skaal for den Livets Lyd, jeg hører, en snøftende Snude mod Græsset, en Hund, der snuser henad Jorden! En stormende Skaal for den Vildkat, der ligger paa Struben og sigter, og bereder sig til Spranget paa en Spurv i Mørke, i Mørke! En Skaal for den miskundelige Stilhed paa Jorderig, for Stjernerne og for Halvmaanen, ja, for dem og den! . . . .
Jeg reiser mig og lytter. Ingen har hørt mig. Jeg sætter mig igjen.
En Tak for den ensomme Nat, for Bjergene, Mørket og Havets Sus, der suser gjennem mit Hjerte. En Tak for mit Liv, for mit Aandepust, for den Naade at leve inat, det takker jeg for af mit Hjerte. Hør i Øst og hør i Vest, nei hør! Det er den evige Gud! Denne Stilhed, der mumler mod mit Øre, er Alnaturens Blod, der syder, Gud, der gjennemvæver Verden og mig. Jeg ser en blank Spindeltraad i Skinnet af min Nying, jeg hører en roende Baad paa Havnen, et Nordlys glider opad Himlen i Nord. O, ved min udødelige Sjæl, jeg takker ogsaa meget, fordi det er mig, som sidder her . . .»
Men Høsten kommer og Døden. Solen gaar i Hav. Og Nordlysnatten lægger sig som en tung, uafrystelig Mare over Sind og Sanser.
«Alt er saa underlig forandret, Dvergbirken bløder rødt mod de graa Stene, en Blaaklokke hist og en Gjederams her reiser sig op af Bjerget og vugger sig og suser sagte en Sang; hys! Men henover alt svæver en Fiskejon med udstrakt Hals, søgende indover Fjeldene . . . Alting slumrer, Maanen glider op i Nord, Bjergene kaster gigantiske Skygger. Det er Fuldmaane, den ser ud som en glodende Ø, den ser ud som en rund Gaade af Messing, som jeg gaar udenom og forundrer mig over . . .»
Og Timerne gaar, «men Tiden staar stille».
Det er Følelsens Uhyrlighed, Vildhed, Grænseløshed, der staar berusende og bedøvende op af denne Bogs Blade . . . Drømmerens høitblussende, hvidflammende Exaltation, løftende sig fra et Baal af umætteligt fortærende Tungsind. Jeg ved intet at sammenligne disse Lidenskabens nøgne Sange med, uden Zarathustras skingrende Jubelfanfarer og hulkende Klagemelodier over Hav og Himmel, Solopgang og Midnatsstilhed. Der er den samme maalløse, grænsehadende, skrankestormende Evighedens Vellyst — eller Vé-Lyst hos de to Jordaandens Besyngere, men Hamsun eier en Sansernes Samfølelse og Modtagelighed for Lyd og Duft og Lysets Farveleg, som Nietzsches østerlandske Seer savner.
Aa, denne Brand af Sorg i Hjertet! Ingen Vande kan slukke den. Det er Skogens Aand, Sjælen i Mørket, som bor i den Ensommes bitre, usalige Følelse af Fremmedhed paa Jorden, der han streifer fredløs om. Han ved ikke, hvad det er, han søger. En Brodersjæl . . . det levende Sind, som alene vil klinge sammen med hans? Kanske ikke det heller, kanske intet. Men Savnets Brodd sidder der og stinger, — den nagende Længsel, den onde Uro i øiet, som stirrer i øgende Angst ind i det Ukjendtes og Kommendes Skyggeverden. Da finder han Lidelsen. Alene den bedøver. Alene den er sterkere end alt andet. Grænseløs høi, endeløs dyb; evig. Og Lidelsens Løn er Døden, Dødens Fred.