Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Knut Hamsun II
Neppe har et litterært Debutarbeide paa lange Tider vakt tillive saa megen Undren og Beundring hos den store Almenhed i Norge og Danmark som det Novelle-Fragment, der bar Titlen «Sult» og offentliggjordes anonymt i Ny Jords Oktoberhefte for 1888. Den Stil, som her mødte En, var saa forunderlig fremmedartet, stak saa glædelig af mod den herskende kunstneriske Fremstillingsmaade. Den eiede i rigt Maal den brutalt paagaaende Virkelighedssans, der er Naturalismens bedste Eiendommelighed, men det meste af det Stof, som den naturalistiske Digter med samvittighedsfuld Sandhedskjærlighed og triumferende Opdagerglæde dynger op og breder ud i sine Bøger, lod denne Forfatter ligge. Paa disse Blade levede hver Sætning, hvert Ord. Med suveræn Ringeagt for Tingenes og Begivenhedernes egen faktiske Logik havde han vraget alt, der ikke besad Stemningsværdi. Fra Begyndelsen til Enden var her komponeret og stiliseret, til hvert Ord lyste af Digterens egen Sorg og Fryd, og Stykket stod der som et gyldent Nei, i hvis glitrende Masker det sultende, fantaserende, delirerende «Jeg» var fanget. Denne Stil var i nordisk Litteratur det første Forsøg paa en helt gjennemført lyrisk Prosa med frit slyngede tvangløse Rytmer i melodisk moduleret Stigning og Synken. J. P. Jacobsen, denne Prosaens Mester, var vistnok gaaet forud i Bestræbelsen for at inderliggjøre og fylde med Stemning den ubundne Form, men han ofrede aldrig Tanken saalidt som den logiske, naturbundne Sammenhæng for Stilens klingende Lydvirkninger.
Paa de unge modtagelige Sind virkede denne Stil befriende, berusende, befrugtende. Der stod op af den den sterke Aande af et eget frit Sind, en ny suveræn Personlighed, et skrankebrydende, grænseflyttende, vilkaarligt Jeg. I al Stilhed, uden et eneste uvedkommende tydeligt Ord, uden et eneste Skridt udenfor Tryllekredsen om Digterens Land udtalte her en helt ny Aandsretning og Livsanskuelse sin Protest og sit Program. Hos denne Mand brændte bag Lidelsen ved Virkeigheden den Oprørsfølelse, som altid er den drivende Kraft i de Unges Sind, og over hans blodt dæmpede, rykvis opblussende og hellige Tale, laa den Stemning af Hjemve mod et fjernt mystisk Fædreland, — som maaske blot er den overvundne Oprørsfølelse i en ny Form. Knut Hamsun havde med denne Stump Prosa paa 29 Tidsskriftsider lagt Grundstenen til en ny Digtning i Norden.
Udpaa Foraaret udkom «Sult» som Bog. Fragmentet fra Ny Jord var sat md mellem tre nye store «Stykker», og det hele udgjorde et stateligt Romanbind paa 21 Ark. Det hilsedes af Kritiken med næsten enstemmig Begeistring. De yngste, uforbeholdneste Læsere sagde, at ingen Bog havde gjort det Indtryk paa dem siden «Niels Lyhne». De henreves af denne hektisk blussende og urolige, snart stille dvælende, snart krampagtig jagende Stil. Der talte en egen romantisk udsvævende og vilkaarlig Fantasi ud af denne Bogs nye sære Ord og Billeder. Der steg et ukjendt, sødt bedøvende Tungsind op fra dens Blade, og en ny Trods. Og saa var det Bogen om den unge Digter i disse sidste Dage . . . den begyndende Skribents Lidelsesgang giennem alle Armodens Ydmygelser og den hele Skala af Følelser, fra faldefærdig Ydmyghed og Beskedenhed til syg, vildt overmodig Stormandsgalskab.
Som en underlig uforstaaet og uforstaaelig Hemmelighed for sig selv og andre streifer han om blandt den store Bys larmende, fremmede Menneskemylder. I ham fødes de fjerne, sælsomme, ubeskrevne Skjønhedssyner, for ham toner og lyser Tingene med sære nye Lyd og Farver, som de kun fornemmes af hine lykkelig forrykte, vaagne Visionære, som kaldes Kunstnere . . . Dagdrømmerne af Guds og Naturens Naade. Men disse Herligheder, som han bærer i sit Hjerte, er skjult for Menneskene. Han er en Udstødt af deres Samfund, en Paria i sin usle Dragt og ved sit afstikkende umandige Væsen.
Naar han slaar øinene op om Morgenen, møder Blikket blot den hadefulde Elendighed, som omgiver ham paa alle Kanter. Det tomme, ubarmhjertig ribbede Værelse uden Ovn og uden Laas for Døren, hvor Gulvet gynger op og ned for hvert Skridt og Vinden blæser ind af tusen Sprækker, synes ham mest lig en gissen, uhyggelig Ligkiste. Den Smule Klæder og de faa andre Ting, han engang eiede, er gaaet til Pantelaaneren. Hver Dag i lange Tider har han drevet rundt og meldt sig til alle de ledige Bestillinger, der saavidt kan hindre en Mand fra at sulte ihjel, men blot mødt Afslag, halve Løfter, rene Nei . . .
Saadan er hans borgerlige Milieu.
Og udenfor . . . under den blaa Himmel — — «Høsten er kommet og har allerede begyndt at lægge alting i Dvale, Fluer og Smaadyr har faaet det første Knæk, oppe i Træerne og nede paa Marken høres Lyden af det stridende Liv, puslende, susende uroligt, arbeidende for ikke at forgaa. Alle Krybverdenens nedtrampede Tilværelser rører sig endnu engang, stikker sine gule Hoveder op af Mosen, løfter sine Ben, føler sig frem med lange Traade og synker saa pludselig sammen, vælter om og vender Bugen iveiret. Hver Vækst har faaet sit Særpræg, et fint henaandet Pust af den første Kulde; Straaene stritter blege op mod Solen, og det affaldne Løv hvisler henad Jorden med en Lyd som af vandrende Silkeorme. Det er Høstens Tid, midt i Forgjængelsens Karneval; Roserne har faaet Betændelse i Rødmen, et hektisk, vidunderligt Skjær over den blodrøde Farve . . .»
Han føler sig selv som det faldefærdigste Kryb i denne døende Verden.
Sultens «glade Vanvid» i de lyse Høstdage viger for den onde, sorte Haabløshed under Vinterhimlens graa-vaade Mørke. Fortvilet sidder han Dagen lang ude i Parkerne eller paa Kirkegaarden eller streifer om i Gaderne og piner sin Hjerne for at finde hine sjeldne kostelige Ord og Billeder, der kan udtrykke, hvad hans Sanser har fornemmet og Sjælen seet . . . . og som, naar de kommer, muligens lader sig sammensveise til en Føljeton, der i heldigste Fald bliver antaget i Bladet og indbringer 10 Kroner. — Overalt forfølger Sulten ham, og Feberen jager ham gjennem Blodet. Han bliver ulykkelig, uudholdelig ømtaalig. Nerverne kommer helt aflave. Han maa sidde hjemme og skrive med Kluder om Hænderne, medens der flammer for hans Øine «et vanvittigt Baal af Straaler, en antændt Himmel og Jord, Mennesker og Dyr af Ild, Bjerge af Ild, Djævle af Ild, en Afgrund, en Ørken, en Alverden i Brand, en rygende yderste Dag . . .»
Han forbryder sig mod alle Love og forhærder sig i sit Hjerte mod al Skam og Følelse for andre. Han stjæler 5 Kroner, bespotter og bespytter Gud med de skrækkeligste Ord, hans fanatiske Hjerne kan finde op, udtænker sig de værste Synder og Forbrydelser at begaa, farer som en løssluppen Sindssyg gjennem Byen, udpønsker og iverksætter de underligste Streger mod hvemsomhelst, oplever umulige Eventyr . . . indtil han endelig en Dag paa en af sine Farter tumler ombord i et Skib, forhyrer sig og reiser sin Vei, medens «Vinduerne lyste saa blankt fra alle Hjem» i Byen, hvor han havde udstaaet alle Nødens og Angstens og Ensomhedsfølelsens Kvaler.
En Bog som denne indtager nødvendig en Plads for sig selv i en Forfatters Produktion. Hamsun har skrevet dybere, inderligere Bøger, men kun denne har det først Udsprungnes lyse Friskhed over sig, den Dugg af Ungdom og Nyhed, som perler et stakket Minut og saa maaske forvandler sig til noget nyttigere og levedygligere. —
Der er altid en hel Del kloge Folk, som, naar en ny Digter dukker op, ikke først og fremst glæder sig ved det, han bringer af gode Ting, men spørger, hvorfra han har dem. De kunde ligeoverfor «Sult» uden nævneværdigt Hovedbrud konstatere, at Hamsun havde læst ikke blot Dostojefskij og J. P. Jacobsen, men ogsaa Mark Twain og muligens endnu flere Forfattere. Ja, det er virkelig sandt. «Men hvordan skulde jeg kunne undgaa at have lært det, jeg kan?» har Jacobsen engang spurgt en slig Kritiker om. Og det kan vi vist alle fort blive enige om, at det blot vilde være heldigt for alle Forfattere at erhverve sig de tre nævnte Skribenters samlede Verker, naar de efter Læsningen af dem kunde skrive en Bog som «Sult». Hamsuns Originalitet er fuldt saa ægte og kraftig udpræget som nogen anden norsk Digters.