Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur/Knut Hamsun I
Knut Hamsuns første Bog kjendes ikke af mange. Den heder «Bjørger» og udkom i 1878 paa Forfatterens Forlag i Bodø. Det lille, grønne Hefte, hvis typografiske Udstyr lader meget tilbage at ønske, er tilegnet en Ven «som et Minde om vort Liv ved Vestfjordens Strand, med Tak for hver venlig Tale». Megen litterær Evne røber den ikke, men det er i Grunden ikke at vente, da Forfatteren omtrent i hver Linje viser, at han ikke har kjendt endog de allerførste Regler for Sætningsbygning og Bogstavering. Hamsun er i dette ganske umodne Begynderarbeide helt igjennem paavirket af de Bjørnsonske Bondenovellers Stil og Virkelighedsopfatning. Men hist og her støder man paa et ensligt Ord, et flygtig lysende Billede, som bærer Bud fra en Sjæl, der ikke har noget at gjøre med disse laante, snart komisk opstyltede, snart ynkelig platte Talemaader og Lignelser. Der findes indflettet i den en Skildring i Form af Dagbogsoptegnelser, som har en eiendommelig personlig Charme og aabenbarer de første vage Tilløb til den enestaaende inderlige og sære lyriske Prosa, som ti Aar senere traadte blank og straalende ind i Litteraturen med det berømte anonyme Kapitel i det danske Tidsskrift Ny Jord.
En Tid elter at «Bjørger» var udkommen, reiste Hamsun til Amerika, hvor han opholdt sig i flere Aar. I Sommeren 1886 skrev han nogle Føljetoner i Dagbladet, hvori han skildrede sine Oplevelser som Foredragsholder i Drammen, Stavanger og andre Byer. Han havde talt over vinnerne Kielland og Strindberg, men med ulige ringere Udbytte — i financiel som i andre Henseender —, end da han nogle Aar senere foretog de celebre Nedslagtninger af Ibsen, Bjørnson, Lie, osv. Foruden disse Skisser tinder jeg endvidere af ham i Dagbladet en Novellestudie betitlet «Synd», en anonym Artikel om amerikansk Litteratur og en Reiseskisse, hvori berettes om en Tur fra Kristiania til New York. Hamsun var ud paa Høsten atter draget over Havet.
I samtlige disse mindre Arbeider viser kan sig som den raske, dygtige Fortæller med udpræget Forkjærlighed for den Art spøgefulde Overdrivelser og forbløffende Ordsammenstillinger, som de amerikanske Humorister har vundet megen og fortjent Berømmelse for. Det lille Stykke «Synd», der handlede om de Følger, som Godtfolks meningsløse Ødslen med Blomster paa Gravene kan faa, naar den frister fattige Børn til Tyveri og derved for altid indvier dem til et Liv i Last og Elendighed, røbede foruden en noget forloren Sentamentalitet — som ogsaa senere har kunnet bemærkes i Hamsuns Produktion — paa en interessant Maade det sterkest treintrsedende Karaktertræk i hans Kunstnertemperament: Lysten til at gaa ad egne nye Veie og fremdrage de hidtil upaaagtede Sider ved Tingene. Men der var dog ikke i disse Arbeider noget særlig opsigtsvækkende eller afstikkende originalt, der varslede den senere Stilvirtuos og geniale Fribytter.
Det var derfor en voldsom overraskelse for Kyndige som Ukyndige, da den helt ukjendte Knut Hamsun først debuterede anonymt med Prosafragmentet «Sult» i Ny Jord og nogle Maaneder senere under fuldt Navn udgav den ligesaa vittige som uforskammede Bog «Fra det moderne Amerikas Aandsliv» — et sprudende, gnistrende Fyrverkeri af forsorne Brandere, ferske Banaliteter, ungdommelig overmodige Paradoxer og aandfuldt tournerede Epigrammer. Den kaade, zigeuneragtige Fritaler og galgenglade Clown, som her gav sin uforgribelige Mening tilkjende om de fleste Ting mellem Himmel og Jord var en lyslevende Ironiker Aasmund Vinje, — hensynsløst oprigtig, bevidst uretfærdig og fræk, men aldrig kjedelig og ofte nok alvorligere og dybere end de respektable, evigt sortklædte og begrædelige Farisæere, hvis Funktion er at dømme Toldere og Syndere. Bogen er skrevet con amore, og Forfatteren lægger tydelig for Dagen, at han nu og da selv morer sig vel saa godt over sine Himmelspræt som Læseren formaar det. Som i følgende Variation over amerikanske Avertissementer t. Ex.: «Umiddelbart efter en Historie om et glimrende Bryllup eller en svineheldig Fødsel kan der følge en Notis med Overskriften: Døden. Man føler et sterkt Ryk, man føler et aldeles uudholdeligt Ryk, — atter er altsaa en yderst kjær Medyankee gangen bort! Det kan gjerne være en Murer Fowler for den Skyld eller en Niece af en Urmager Brown, som bor i Adams Street 16 eller kanske 17. Aa, der er ikke Ord sterke nok til at udtrykke, hvem Døden kan rykke bort! Imidlertid stiver man sig op og læser videre paa Notisen, man aander lettere efterhvert, man bevarer virkelig Koncepterne; Mureren er det dog ikke Gudskelov, og ser man nøie til, er det kanskesig ikke Niecen heller. Man faar ikke klage, om det blot er en Smule Symaskineagent fra Seaside Avenue, eller endog en Fætter af en Mrs. Kingsley, hvis Mand er henved firti Aar. Og man læser videre. Man er kommet halvveis ned i Stykket, man beroliger sig, man er virkelig ikke saa langt fra at tænke sig en Mand ved Navn Carrey, som maaske kunde bo i Lincoln Street, ligesaa godt som et andet Sted. Man læser med Liv og Lyst, det bliver i Sandhed interessant, man kunde forsværge at ville læse andet end Dødsfald fra den Stund af. Det ender naturligvis med, at hele Notisen gjælder en almindelig Snedker, som maaske ikke er saa langt fra at hede Grimshaw eller Smith endda. Kanske var han ovenikjøbet død af Slagtilfælde, en Dødsmaade, som svarer yderst nøiagtig til det Liv, den Mand havde levet. Og man læser afsted. Man er meget spændt, man mister ikke et Ord, man læser med Lidenskab, tilsidst med rent Raseri. Snedkeren er bjerget endda, man har fire Linjer tilbage, man staar ved sidste Punktum og ikke et Ord om Slagtilfældet . . .» osv. osv. i samme uhyggelig vittige Stil, indtil man oplyses om, at det hele er fremkaldt af et Avertissement: For at undgaa Døden maa man kjøbe sine Handsker hos Donaldson!
Denne Bog satte øieblikkelig hele det skrivende Norden i Bevægelse. Hos os, hvor den litterære Kritik helt er i Tilfældets Vold, blev den i det store og hele taget rost, uanseet Partistandpunkt, af de fleste Blade. Angrebene paa den kom væsentlig fra Indsendere inden- og udenlands. Men høist forklarligt vilde det været, om en slig Bog havde vakt Forargelse. Thi overlegnere Dom er der vel aldrig fældt over et stort rigt Samfunds Aandsliv, Institutioner, Moral og hele ydre og indre Forfatning. Amerika, det er for Hamsun det demokratiske Pøbelvældes gyldne Land, hvis Guder heder Mammon og Humbug, hvor Friheden er bundet og Retfærdigheden død, og Menneskene enten er Muskeldyr eller Pengesække.
At dette kjæmpemæssige Nybyggersamfund har fostret en dyb, sjælfuld, bizar lyrisk Mystiker som Edgar Poe, en aandfuld Sværmer og Seer som Emerson, en genial Natursanger og Profet som Walt Whitman, osv., osv., at det i vore Dage eier saa sjeldne Skjønhedsdyrkere af Malere som Whistler og Sargent — for ikke at nævne flere — at det har en stolt Erobrerskare af Forskere og Lærde, det enten bortforklarer eller synes han ikke at kjende til. Det kan være godt nok at gjøre Løier med George Washington, «hvis eneste Talent var Hæderlighed», men man burde vel i vore Dage helst prise Borgerrepubliken lykkelig, fordi den eier dette lysende Forbillede paa Retsindighed og ren Fædrelandskjærlighed at opstille til Efterfølgelse. Og det tager sig slet ikke ud, at denne strenge Dommer, som taler i de aristokratiske Skjønhedsidealers og den overraffinerede, overkultiverede Dilettantismes Navn, begaar ortografiske og stilistiske Bommerter og Oversættelsesfeil, samt ofte nok aabenbarer en Uvidenhed, der kan maale sig med hvilkensomhelst uvasket Yankee’s. En klar, fordomsfri, moderne Kritiker som Matthew Arnold har fældt en i det væsentlige lige saa nedsættende Dom som Hamsun over visse eiendommelige Fremtoninger i amerikansk Aandsliv, men rigtignok med en klogere Ironi og ud fra mindre let angribelige Forudsætninger.
Hamsuns Maal har imidlertid neppe været at levere en mest muligt korrekt og udtømmende Skildring af det amerikanske Samfund, men at skrive ned en Del underholdende Stemningsreflexioner og Bonmots. Han karakteriserer Emerson som Essayist med følgende Ord, der træffende udtrykker hans egen Fremstillingsforms Fortrin og Mangler: «Emersons Skrifter vrimler af disse korte, fine Sætninger, der ikke altid indeholder noget om Emnet, men som i sig selv indeholder noget og tilhører hans Verk, noget extra noget, godt gjorte Sammenstillinger, Hentydninger, bratte Sving, et Skud, et Vift, et Ord, noget, som ikke alle og enhver kunde sige, men som alle og enhver finder fortræffeligt, naar det siges. Kommer man derimod til Sagen, spørger man, hvad han egentlig har bevist, belyst, defineret med alle sine gode Ting, saa forbauses man over, hvor inderlig lidet den Mand i Grunden har afhandlet et Emne i den kortere eller længere Tid, han har holdt vor Opmærksonihed fast . . .»
Den Karakteristik angiver slaaende Knut Hamsuns eiendommelige Fortrin og Feil som Skildrer af det moderne Amerikas Aandsliv.
Den gjælder ogsaa Ord til andet for hans næste større Arbeide, Pamfletten mod Lars Oftedal. Kun er det ikke overdrevent høie Stil-Niveau i Amerika-Bogen her sænket endnu nogle Grader. Man har meget ofte den pinlige Følelse, at Forfatteren har ladet sig drage ned af sit Stof. Her findes ingen «fin Ordmosaik», intet, der kan benævnes med saa pene Ord som «bratte Sving, et Skud, et Vift»; tvertimod minder hans Betegnelser altfor meget om Oftedals «store røde Knytnæver», og dennes «svære Elefanter» myldrer ham oftere end ønskeligt ud af Munden. Hamsun karakteriserer Oftedals Noveller, der «er skrevne, som et Waisenhusbarn laller», i følgende Udtryk: «Der ryger af Blod i hans Fortællinger, han bruger Kniven som en Slagter, støder ned, dræber, spræiter med Hjerner og Blod, raver i iturevne Tarmer som paa en Slagmark». Han skildrer Oftedal som Prædikant, hans familiære, blasfemiske Tale om de hellige Ting: «Han er Guds specielle Bekjendt og Kamerat med alle hans Engle. Det er, som om han vilde sige: jeg kjender de Herrer, jeg har kjørt i Trille med dem i min Ungdom. Det var en varm St. Hansnat, vi sang en Sang, vi havde Hatten paa Snur . . .» Og han afslutter sin Harangue over Oftedal som Politiker med disse malende Linjer om ham og hans troende Følgeskare, der synes mig de bedste i dette Hamsun temmelig uværdige Produkt: «Thi rider Fetischen sin sorte Hest. Og der, hvor han farer frem, kløver han Verden i to. Men hans Følge vandrer ham saa tæt i Hælene, at det intet kan se uden ham. De lykkelige gaar til Knæs i Rytterens dybe Fodspor, og de takker Fetischen for den tunge Plage. Men naar Fligen af hans Fane strækker sig bagover og banker dem paa Hjernen og slaar deres Tanker ned, da jubler hele hans Følge og bereder ham Lov . . .» Dog — vi vil ikke længer beskjæftige os med denne Bog. Den er med sin grove, støiende Talentfuldhed skrevet for et lignende Publikum som det, der kan nyde Hr. Oftedals Aandsudrdelser, — «den kravlende Almue, der har Hoveder af Læder og Maver som Malmgryder, Folk, der kan drikke Skedevand og fordøie Spiger». Da Hamsun næste Gang traadte frem for Mængden med en Bog, henvendte han sig til en anden Læsekreds.