Skålsang for Ejdsvollsmænnene
Den gang vort eget land vi tog
av hundreårig is og harme
og lagde det for sol og varme
og bygde det med lov og plog:
av klippen fik vi skatten gravet,
med hvite sejl intok vi havet,
og fri brøt tanken over pol
av våren frem, som midnatssol!
Og æn erobrer vi med Gud:
hvær plet vi lægger in til ager,
hvært skib vor sjø i favnen tager,
hvær barnesjæl vi folder ud,
hvær tankegnist som livet klarer,
hvær dåd som øker og bevarer —
er en provins til laget lagt,
og for vor frihed varig vakt!
Norrøna-stammens længsel,
den var det frie hav
og kampens gude-trængsel,
og æren som den gav —
var stordåd og var tanker
med rot i Surtrs ild,
med grener uden skranker
og top i Yggdrasil.
Gik hvær sin vej, hvær frænde,
hværandre tit til mén;
vort sejersløp var trende,
men æren, den var én.