Norrøna-Stammen
Norrøna-stammens længsel,
den var det frie hav
og kampens gude-trængsel,
og æren som den gav —
var stordåd og var tanker
med rot i Surtrs ild,
med grener uden skranker
og top i Yggdrasil.
Gik hvær sin vej, hvær frænde,
hværandre tit til mén;
vort sejersløp var trende,
men æren, den var én.
Hvær fik sit kall av tiden,
Nordmænn og Daner først;
og Svearne kom siden,
så kom de også størst.
Som sol sken Danmakrs drage
i Vest- og Østerled,
Nordmanna-åndens sage
svang helt til Jorsal ned.
Av gnisten Svea stamme
fik tændt på Polens is,
gir Lützens sejersflamme
æn halve værden lys.
Først Norsk og Dansk til ening
i hårde tider kom,
men sagas større mening
fik mindre mænn vædt om;
så Norsk og Svensk til ening
i tidens fylle kom,
og sagas større mening
skal mer ej vændes om.
Der er en spådomsævne
i folkeåndens trang:
Norrøna-stammens stævne
til stordåd æn en gang.
Hvær fæst som vi fejrer,
må være løftets dag —:
Den synker ej, den sejrer,
vort blods, vor stammes sag.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |