Denne siden er korrekturlest
Længe laa Markerne gule og gustne,
og Vinteren veeg med langsomme Skridt.
Idag har Soløiet truffet os blidt,
idag er de første Knopper brustne.
Og derfor vil Alle, der kan være glade,
hilse det vaagnende Liv idag,
og stirre i Luften ved Lærkernes Slag,
og gribe en Duft af de unge Blade.
Men Den, der maatte i Vinterkulden
begrave Forhaabningens bedste Skat,
indflytter i Vaaren sit Hjertes Nat,
og hæver kun sent sit Blik over Mulden.
Det trofaste Sind kan ei skifte og glippe
med Aarets Vexel af Smiil og Graad;
Erindringen spinder en Livsens Traad,
som Ingen i Haabet skal overklippe.
