Denne siden er korrekturlest
Paa Skrænten ved Sætervangen
staaer Jetergutten i Aftnens Glands,
og lytter til Huldreklangen,
og trylles og dysses af Fossens Dands.
Han dysses til han vil blunde
og hvile sit Hoved hvor Lyngen groer;
han tænker: ak, hvem der kunde
være derinde, hvor Huldren boer!
Da kommer hun let og stille,
og kysser i Fjeldet den brune Dreng,
og lærer ham sødt at spille
paa guldvunden Lur og paa Silkestræng.
