Denne siden er korrekturlest
Nu sidder Huldren paa Tue
og blæser i Luren og er saa glad;
thi Aftenhimmelens Lue
spreder sit Guld paa det bævende Blad.
Naar Huldren spiller i Lien
sin gamle Vise en Sommerkveld,
da gjenklinger Melodien
langt borte i Bygden, fra Fjeld til Fjeld.
Og frem bag mosede Stene
titter den blomstrende vilde Lind,
og suser med sine Grene,
og strøer sine Blomster i Aftnens Vind.
Og Fossen i Klippefuren
nedstyrter mod Dybet med stærkere Magt,
og dandser saa vildt til Luren,
og ryster sin tindrende Sølvmorsdragt.
