Denne siden er korrekturlest
Han stod under duftende, sorte Linde
og stirrede taus paa den fagre Kvinde.
Da klang i hans Sjæl et elsket Navn;
ak, skulde da nu hans Sorrig og Savn
falde ham flux af Minde!
Han greb om Bægret, og ufortøvet
han slynged det høit over Lindeløvet
og over den skummende Elvebred —
da stod han med Eet ved Borgeled,
og havde sin Troskab prøvet.
Og Taaren, der kom i Sukkenes Følge,
erstatted den døvende Glemselsbølge,
og Minderne foldede ud sin Skat,
og virked et Slør ved Dag og ved Nat,
der kunde hans Afgrund dølge.
Han knæled i Bøn ved den viede Kjerte,
han red sig i Lund med formildet Smerte,
han sprængte til Dyst med nytændt Mod;
thi Pandsrets glimrende Bue stod
over et trofast Hjerte.
