Side:Welhaven - Nyere digte.djvu/145

Hvo mindes ei, mens Sørgeklokken ringer,
at han for Norge var en Vaars Herold,
en Vaar, som nu sit Takkeoffer bringer
og krandser Liget, hvor hans Hæder klinger
i Ahnehallen, mod hans blanke Skjold.

Thi som et samlet, gjennemaandet Billed
stod Landets Lys og Skygger for hans Blik;
det første Lyn, som Klippetaagen skilled,
fra dette tankeklare Øie gik.
Til dette Hjerte knyttedes med Vælde
hvert Livets Kildevæld fra Dal og Kyst;
som Malmets Kjerne fra de rige Fjelde,
hans Daad slog ud, hvor Manddom skulde gjælde,
klar og gedigen, af hans gjæve Bryst.

O bolde Ridder uden Frygt og Dadel,
for Norge ofred du din Løvemarv,
og af de bedste Straaler om din Adel
Du gav dit Land en Glorie til Arv.
Der falder mildt paa dine brudte Kræfter
en lys Velsignelse af Landets Flor,
dit Norge høiere sin Palme hefter,
fordi dets Moderhjerte higer efter
at kalde Sønner i dit steile Spor.