Denne siden er korrekturlest
Ak, hvor kvægende og stille
er dog denne Høstens Dag!
Endnu hviler Somrens milde
Efterglands paa Skovens Tag,
endnu, selv i Vaarens Dragt,
kan sig Markens Spirer klæde,
endnu til en stakket Glæde
Sommerfuglens Liv er vakt.
Alt er dog saa sælsomt tyst;
thi med fredindviet Bryst
hviler Jorden nu i ømme,
tankefulde, vaagne Drømme
om de svundne Dages Lyst.
Mellem disse lyse Lunde
har jeg mangt et Mindested.
Tanker selv, der dybest blunde,
vækkes her ved hvert et Fjed.
