Denne siden er korrekturlest
Hvor roligt Havet hviler
i Rosendæmring under Himlens Bue!
og Aftenstjernen smiler
mod Dybet til sin Dobbeltlue,
og Bølgen skjælver ved det underfulde Skue.
Hist, lig en eensom Svane,
hentryllet paa de dybe Purpurstrømme,
gaaer hviden Seiler ad sin dunkle Bane.
Fjernt mine Længsler svømme,
og følge Skibet under vemodsfulde Drømme.
Ak, vingeklædt er Sjælen;
men Burets Gitter Flugten binder,
og Livet er en kvalfuld Dvælen,
en Higen mod de fjerne Tinder,
hvor Dagen fødes og hvor Aftenrøden svinder.
