Denne siden er korrekturlest
Men jeg fik en anden Tanke
under Skovens høie Træ’r.
Stammerne stod røde, ranke
som en Søilehær;
fra det grønne Tempeltag
flød en traurig Skumring mellem
Solglimt af den ydre Dag.
Gjennem Skovens dunkle Kroner
strømmed der en sagte Klang,
og den blide Luftnings Toner
lød som dæmpet Kirkesang;
intet Gny af Dagens Lyst
trængte til det høie Tempel,
ei engang en Fuglerøst.
Og de sære Stemmer kaldte
mig ved Navn i Skovens Fred,
og de hvisked og fortalte
hvad kun jeg og Himlen veed,
og fra Hjertets bange Slag
flød en Taareskumring over
Blikket paa den klare Dag.
