Denne siden er korrekturlest
Julisolens Middagshede
ruged paa den rige Egn,
og jeg gik med Kval og Lede
bag et Tjørnehegn.
Straalerne faldt frie ned,
Veien havde ingen Skygge,
og jeg vandrede og leed.
Hisset paa den høie Slette
Fyrreskoven vinked mig.
Søde Hvile for den Trætte,
duftfuld, skyggerig!
Fra din bløde Moseseng
kan jeg frit i Dagen skue
Over Ager, over Eng.
