frem et latterligt Sprog og en latterlig Trusel. Jeg befuldmægtiger jer til at svare den, der kommer med saadant Snak som Krig med Sverige: »Saa du tror, at Kongen i et sligt Tilfælde vilde blive Landsforræder, du? Og da tænker jeg, at vi nu har rendt en Pæl gjennem det Spøgelse. (Stormende, langvarigt Bifald).
Dette var Hovedgrunden til, at jeg vilde tale idag. Den anden er, at jeg vil bede om et forsonligere Syn paa Højrepartiet. Det er tydeligt, at disse Mænd, som truer med saadant — de tror det ikke allesammen; men de tror i alle Fald, at andre tror det (Latter.), og de fleste tror virkelig, hvad de siger, og de er ligesaa hæderlige som vi, — disse Folk, som fører saadanne Ord i Munden, de er fædrelandsbekymrede. Og naar de under Trykket af, at der er Fare, bøjer sig altfor dybt og raaber for mange Hurraer og hejser sine Flag og lader sine Børn gaa med svenske Farver den 17de Maj — det er Helligbrøde, det (Bifald) —, saa vifter de saa meget, fordi vi vifter for lidet. Deres Fædrelandsbekymring vil rette paa vor Begejstring, som kan misforstaaes. Derfor skriger de, saa de er hæse, og lægger sig ned, saa man næsten ikke kan se dem — saa dybt bøjer de sig. (Munterhed.) Nu, vi skal respektere dette
