for Svenskerne er saa ulykkelig stillet, at de har to Kamre. De kunde ikke faa sin nye Forfatning paa andre Vilkaar. Det kan skifte, saaledes at Minoriteten kommer til Regjeringen igjen for en Tid. Men til den virkelige Magt kommer den ikke; den vil altid være nødt til at tage Hensyn til det store Flertal ude i Landet. Demokratiets Magt er jo voxende ud over hele Europa. Bag de svenske Bønder staar igjen Arbejdernes store Hærskarer, og Arbejderne er med os som med hvert Folk, der arbejder i Frihedens Tjeneste, og det gjør vi nu (Bifald).
Hvorledes staar vi til Landtmannapartiet? Aldeles udmærket. Man har en Følelse af det her i Norge; thi det samme dumme Rygte, som gik om, at Kongen havde henvendt sig som nævnt til Landtmannapartiet, det fortalte ogsaa, at til denne Henvendelse havde Landtmannapartiets Høvdinger svaret: Nej. Det er Torgny Lagmand det, ser I, — og han siger, at med Nordmændene skal Du holde Fred! (Stormende Bifald).
Der har aldrig, saalænge vor Forening med Sverige har staaet, været mindre Udsigt til Krig med dette Land end i dette Øjeblik. De, som fører disse dumme Talemaader, maa være yderlig reducerede Folk. Dette er lige-
