at det var Hovedargumentet, kan ikke bestrides.
I ser, at Forholdet til Sverige er et centralt Forhold i den norske Politik. Jeg skal følge dette videre. Forslaget om Statsraadernes Deltagelse i Storthingets Forhandlinger førte, som I ved, igjen frem det absolute Veto. Man kan saa rolig sige ogsaa om det, at det er indirekte født af Forholdet til Sverige. Men jeg tør sige, at det ogsaa direkte er født af det samme Forhold. Tror I, at en Konge, som var født her i Landet, som var opdraget norsk, som havde levet vort Liv med, — tror I, at han nogensinde vilde fremsat Krav paa absolut Veto, slig som vor Grundlov er? Til hvad Brug? Havde han bare os, gjaldt det at vinde vor Kjærlighed — og Vejen til Kjærlighed er ikke det absolute Veto! (Stormende Bifald).
Vi har nu Kongen blandt os som en tilrejsende Mand. Det er ikke hans Skyld, men Klikkens, som omgiver ham, at han ikke kommer udenfor den. Han kommer her ikke frem til Mænd og Strømninger, som vi synes, det vilde være bra, om han kjendte. Det ser jo ud, som han stræber efter det. Der har jo været indbudt paa Slottet ogsaa frisindede Mænd. Men Hoffolk forstaar sig saa godt paa Skinnet, — og dette har kun været Skin. Ak, han kommer
