„Men Stortinget erkjendte, at det ikke var
berettigt til alene at bestemme Grundloven“! siger
„Budstikken.“
Det erkjendte Stortinget aldeles ikke.
Et Storting, der offisielt og udtrykkeligt bestemmer, at „Grundloven, som efter sin Natur ikke kan henhøre blandt de Love, der udfordre Kongens Sanksjon for at blive Lov, bør publiseres i Repræsentantenes og ikke i Kongens Navn,“ — et Storting altsaa, der tilkjender sig selv Retten baade til at vedtage Grundloven og til at bekjendtgjøre den, — et saadant Storting kan dog umuligt paa samme Tid erkjende, at det ikke er berettiget til at „bestemme Grundloven.“
Det, som „Budstikken" sigter til. Stortingets Bestræbelser for at bringe Kongen til offisielt og helst skriftligt at „antage Grundloven,“ er noget ganske andet.
Man faar huske den Tids Forhold og hvad det den Gang gjaldt.
Naar Stortinget af 1814 saa ivrigt forlangte, at Kongen „atter og atter“, mer og mer højtideligt og forbindende skulde antage Norges Grundlov, saa var det ikke fordi Grundloven trængte kongelig Sanksjon, men fordi Landet trængte — konstitusjonelle Garantier.
„Man kjendte ikke og kunde ikke kjende Kongens Hensigter“.[1] Man havde endog Grund til at nære Mistanker mod en Mand, der først var kommen med
Vaaben i Haand for at undertvinge Folket i Kraft af
- ↑ Disse Ord blev udtalte overfor Kronprinsen selv, og det paa den mest offisielle Maade, nemlig ved Stortingets Opløsning, (Præsident: Christie).
