Majestæts Kommissariers Andragende. Det skal undergives omhyggelig Drøftelse; Resultaterne skulle blive Hs. Svenske Kommissarier meddelte“.
Hvilken suveræn Højhed i det strengt afmaalte, seremonielle Svar! Saaledes taler en Forsamling, der føler sig i Besiddelse af fuld og ubeskaaren Suverænitet, ikke en Forsamling af Besejrede og Ydmygede.
Da de „til Rigets Held og i Anledning af Foreningen nødvendige“ Grundlovsforandringer skulde foretages, lagde Stortinget ikke det kongelige Forslag, men simpelthen Ejdsvoldsforfatningen til Grund for Gjennemgaaelsen. Og det Prinsip blev udtrykkelig opstillet og nøje fulgt, at man ikke skulde forandre mere i den bestaaende Grundlov, end hvad Tidsforholdet netop krævede.
For at forebygge alle Misforstaaelser og al mulig Tvil med Hensyn til Suverænitetsspørsmaalet bestemtes det den 20de Oktober, at der ikke skulde vælges en Konge, førend Stortinget var blevet enigt om, hvilke Forandringer Rigets Grundlov i Anledning den paa tænkte Forening skulde modtage. Ti Stortinget alene skulde „bestemme“ Forandringerne. „Budstikken“ fortæller, at Beslutningen den 20de Oktober (ved Siden af Moss-Konvensjonen!) „faktisk“ gjorde Karl den 13de til Konge af Norge, saa at han altsaa derved fik Ret til at have en Stemme med ved Grundlovens Affattelse. Bestemmelsen af 20de Oktober er i Virkeligheden en aldeles ligefrem Protest mod denne sindsforvirrede Opfatning.
