ning af dets Forening med Sverige nødvendige Forandringer“.
Stortinget stillede Betingelserne. Det var ikke tomt Mundsvejr, de for med, de Herrer fra 1814; — Norges Storting stillede virkelig Betingelserne for den paatænkte Forening, og „Erobreren“ — faldt tilføje.
Allerede ved Konvensjonen til Moss var han falden tilføje i det Vesentlige: i Anerkjendelsen af Eidsvoldskonstitusjonen og altsaa af Norges nasjonale Selvstændighed; ti dette var Betingelsen for, at der overhoved kunde blive Tale om Underhandlinger mellem Nordmændene og ham. Men ogsaa under de senere Forhandlinger maatte han i alt væsentligt give Kjøb og og rette sig efter Stortingets Ønske (Sml. f. Eks. Stort. Forh. S. 304).
Han havde ved sine Kommisserer selv ladet fremlægge et Forslag til de efter hans Mening fornødne Forandringer i Eidsvoldsgrundloven. Dette Forslag fulgte ganske vist Grundloven af 17de Mai i de fleste af dens Bestemmelser. Men enkelte væsentlige Forandringer i konge- og svenskvenlig Retning havde han dog tilladt sig. Disse Forandringer blev af
Stortinget uden Barmhjertighed strøgne.[1] Og
- ↑ Karl Johan vilde f. Eks., at Grl. § 13 (nu § 12) skulde bestemme, at Kongen har Ret til alene at styre Riget, hvorved han dog bør hente Raad og Underretning hos et Statsraad, han selv udnævner“; — § 68 vilde han have forandret derhen, at Stortinget skulde møde bare hvert 5te Aar; §63: Kongen skulde vælge Tingets Formænd eller Præsidenter; i § 75 vilde han stryge den Bestemmelse, at Stortinget kan fordre enhver til at møde for sig i Statssager, samt
