dets Fattigdom stor, dets Hjælpemidler fast ingen. Den norske Nasjon var en Haandfuld Bonder og Fiskere, alene midt i Europas Reaksjon, uden Støtte paa nogen Kant, uden engang at eje en Fører. Og dog stod hele Folket som en Mand og sagde: enten Frihed, Ære og Selvstændighed — eller Kamp til Døden; dog var det denne Haandfuld af Bønder og Fiskere, som foreskrev „Erobreren“ hans Betingelser.
— Norge er nu mange Gange saa stærkt og rigt som den Gang. Men hvordan staar det nu til med Nordmændene? —
Det afgjørende Spørsmaal, hvorover der voteredes, lød: „Skal Norge, som et selvstændigt Rige, under visse Betingelser forenes med Sverige under en Konge?“ — Selv i Voteringstemaet maatte Betingelserne ind. Først da kunde disse Herrer bekvemme sig til at stemme over det. 75 af 80 svarede Ja. Men deres Ja afgaves — saavidt man kan se as Stortingsprotokollen — under det mest udtrykkelige Forbehold af: 1) at Norge skulde vedblive at være et selvstændigt Rige med sine fulde nasjonale Rettigheder, 2) at det overlodes til Stortinget at bestemme, hvilke Forandringer der skulde forelages i Grundloven af 17de Maj; 3) at Stortingets Bestemmelser herom skulde være „forpligtende“, „urokkeligt forbindende“ for Kongen og for Sverige. Da Voteringen var afsluttet, vedtoges det enstemmigt, at dens Udfald skulde tilmeldes Kommissærerne i følgende Form:
„Norge skal, som et selvstændigt Rige, forenes med Sverige under en Konge, men under Overholdelse af
dets Grundlov, med de til Rigets Held[1] og i Anled-
- ↑ Rigets Held" er det første, selv her.
