Sverige, og Norges egen Stilling var daarlig nok. Desuden ansaa Stortinget den svenske Hær for at være stærkere og bedre udrustet end den i Virkeligheden var.[1] Der kunde saaledes synes at være Grunde nok for Nordmændene til paa Forhaand at betragte sig som de Overvundne og betvungne, der kun havde at underkaste sig Sejerherrens Fordringer eller i Ydmyghed at trygle om hans Naade.
Men det var netop dette. Stortinget af 1814 ikke gjorde.
Det blev gjentagende i Nasjonalforsamlingen udtalt, at da det var Sverige og ikke vi, som bejlede om en Forening, saa tilkom det os og ikke Svenskerne at foreskrive Betingelserne for Foreningen. Det var stolt sagt, stolt indtil Forvovenhed, men det blev sagt, — og det blev gjennemført. Det faktiske og væsentligste Forhold blev, at Stortinget opstillede Betingelserne, medens „Erobreren“ — faldt tilføje.
Stortingsforhandlingerne fra 1814 indeholder herom en Mængde Udtalelser. Vi vil anføre nogle af dem baade til Bevis for Sandheden af det ovenfor udtalte, og til et Spejl og Eksempel for Nutidens Nordmænd og — Novembermænd.
W. Hertzberg sagde: Skulde Foreningen med
Sverige ikke være at opnaa uden at krænke vor Frihed
- ↑ Grev Wedel-Jarlsberg, der i det hele var den ivrigste Talsmand for Foreningen med Sverige, forklarede i en Tale den 20de Oktober, at medens Norge kun kunde stille 20,000 Mand slet klædte og slet fødte Tropper, saa havde Sverige en „krigsvant Arme paa omtrent 40,000 Mand, som ved Hjælp af britiske Subsidier er i den ypperligste Tilstand, som har et fortrinligt Artilleri og Kavalleri, og som anføres af Kronprinsen af Sverige“.
