NYE T1I)ER, NYE MÆND sigtet, var ogsaa en Mand, paa hvem de øvede en særlig irri- terende –Virkning, Overretssagfører Baldar Nansen Denne gamle, hæderlige Mand var vel kjendt af Mange, og om ham maatte Alle vide, at de stadig tilbagevendende hadske Beskyld- ninger var aldeles ugrundet. Jeg havde ham paa venstre Side, og vi to stod næsten ligeforan den Talerstol, hvorfra Vredes- flommen væltede ud. Som Bjørnson malede paa en ny Gjen- tagelse af sin Talemaade om disse Mænd, der ladede stærkt til det Fine, blev Nansen meget vred og raabte: „Hvad kjen- der De til det Fine?“ I det samme øgedes Larmen, og Bjørn- son, som ikke rigtig forstod, hvad der blev sagt, saa hen til mig, hvem han kjendte meget godt, og spurgte: „l-lvad er det, han siger?“ Jeg syntes, at Bjørnson burde forstaa, hvad der af Mænd, som vel hørte til de mest agtede i hele Christiania, mentes om hans 0ptræden, og sagde til ham: „Nansen spørger, hvad De kjender til det Fine.“ Min Stemme blev hørt, og min- dre velvilligci Referenter greb straks 0rdene, kun med den For- andring, at de bagefter bogførtes for min Konto i de Aviser, som stod paa Bjørnsons Side. Flere og Flere blev nu efter- haanden opildnet, og Mængden, som stod udenfor, vilde ogsaa være med. Man maatte være forberedt paa at se harmfulde Sjøgutter trænge ind og end mere fylde Salen. Foreløbig lød der udenfra Piben og Skrig – der gik som Bølger af Revolu- tionsstemning over vore Hoveder. Bjørnson var øiensynlig ikke særdeles modig stemt. Han begyndte at forstaa, at han havde været for dristig til at hidse Folkets Følelser. Engang, som Stemningen ude paa Gaden gav sig det Stærkeste Udtryk, kunde hans egne Ord ikke høres, og idet Larmen atter lagde sig, udbrød han: „l-Ivad er det?“ Saa svarede en velvillig Stemme: „Dom piper a’ Dere, Bjørnson!“ Snart efter stan- sede han, og Mødet var tilende. Men at det ikke var endt med Slagsmaal, det hører til de rene Undere. En Fætter af mig, Marineløitnant Andreas Bohr ()lsen havde, uden at jeg vidste derom, sammen med en fælles Bekjendt taget Post bag min Ryg for at hjælpe, om det skulde blive nødvendigt efter 62
