tilhørte af det unge Norges byggende Mænd, P. A. Munch, A. M. Schweigaard, J. S. Welhaven og mange Andre fra den Tid var en herlig Slægt at skue. Men Frederik Stang var kanske en af de skjønneste blandt den hele Skare. Kun én Feil skjæmmede ham; hans Gang var ikke smuk. Men naar han stod paa en Slotsfest, eller ved et Selskab i Ministerboligen i Stiftsgaarden eller ved Storthingets Aabning, da var han ligefrem imponerende. Han kunde have en vindende Optræden. Men det var en Skade, at han ikke kom meget i Berøring med Andre. Maaske har han med Aarene forandret sig. Jeg ved ikke, hvorledes han i sin første Statsraadsperiode optraadte overfor Publikum i Almindelighed. I den anden var han i sin Almindelighed noksaa tilbagetrukket. Men da havde det været heldigere, om han havde vist det i mindre Grad. Muligt, at hans Sygdom havde virket paa ham. De Mænd, som nu blev hans farligste Modstandere, var mere mobile og færdedes mere ude mellem de Samfundsklasser, som kunde skaffe dem de nødvendige Tropper til deres Stormløb mod den Regjering, som i Stang havde sin Præses.
Jeg kjendte Stang, det vil sige fornemmelig gjennem et Par af hans Børn, og jeg kom i hans Hus, ikke alene regelmæssig paa de store officielle Baller, men ogsaa i smaa Familieselskaber. Undertiden, men ikke ofte hændte det ogsaa, at han bød mig komme ind i Revisionsdepartementets Statsraadsværelse og der kunde tale lidt om Forholdene. Men det var noget, han i stor Udstrækning kunde have gjort med dem, som den Gang var unge, og som senere skulde blive gamle. Som det nu var, naaede han ikke langt med sin personlige Indflydelse over den Slægt, som efterhaanden skulde blive Arvtagerne efter hans egne Samtidige. Jeg har den Opfatning, at han, ligesom Kollegerne i Statsraadet, tænkte forlidet paa at kunne paavirke Fremtiden, og at han ikke havde nogen rigtig Følelse af den store Forandring, som var ifærd med at foregaa. Stang maa have tænkt, at det kunde gaa, som i hans Ungdom, da den nye Slægt af sig selv kunde glide ind paa den ledende Plads.
