Side:Under Oscar IIs Regjering.djvu/170

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

RIGSRETTENS FORBEREDELSE Men denne blev aldrig virkeliggjort. Derimod reiste jeg en kort Tur til Horten, hvor Prins Osear var Chef-paa Kanon- baaden Vidar, hans første selvstændige Kommando. Jeg lik her høre, hvem der var paatænkt til at tage Sæde i den nye Re- gjering, naar Rigsretten havde ryddet Taburetterne. Til Stats- minister i Stockholm var der saaledes Tale om Amtmand Bang fra Drammen eller Statsraad SehWeigaard. Senere reiste ogsaa PrinSen til Stockholm, og mit Hofliv var nu tilende. Disse Vaarmaaneder i l883 har for mig altid maattet staa i et eget Lys. Det var en bevæget, en urolig Tid. Men Mod- sætningen til al den politiske Uro, det stille Liv inden Slottets Mure var samtidig for mig ligetil velgjørende. Bevidstheden om at leve mellem gode Mennesker var derved i særlig Grad fremherskende. Kongen og Dronningen var nogen af de mest udmærkede Mennesker, man kunde træffe, og det Hof, hvor- med de omgav sig, var et Hof uden Intriger. Det kunde nok udenfra enkelte Gange gjøres Tilløb til at finde Plads for saa- danne. Men saasnart de mærkedeS, blev de ganske eftertryk- kelig afvist. Kongeborgen var ren. Den, som engang havde vundet Kongeparrets Tillid, skulde aldrig miste den. Kongen og Dronningen slap aldrig dem, som de havde regnet for Ven- ner, “og paa hvem de havde sat Pris. Og den samme Aand besjælede de fire Prinser. – Den 0pgave, som forelaa for mig, var nærmest at veilede Prins 0Scar i Norges indre F–orhold, baade som Historien havde formet dem, og som Naturforholdene betingede dem. Ved l2–Tiden alle Dage kom jeg ind i Prinsens Salon og fore- drog, hvad jeg der havde at sige, og ved disse Undervisnings- timer var ogsaa Dronningen tilstede. Siden blev det tillige be- stemt, at jeg efter Taffelet, paa de Dage, ingen Fremmed var tilsagt til det, skulde holde et Foredrag over Norges Historie i det l9. Aarhundrede, paa en Times Tid. Alle, som havde del- taget i Taffelet, var der tilstede, blandt dem 0verhofmesterinden, den gamle Fru Dae, af hvem jeg for øvrigt ved disse Leilig- heder havde hjertelig ondt. Imidlertid blev jeg beroliget, naar l72