ikke være til Anbefaling. Om Nogen nu vilde falde paa at underlægge mig Motiver af den Art, skal jeg tage det med adskillig større Ro.
Saa er det ogsaa mit Haab, at jeg med denne min Skildring skal kunne levere Landsmænd en Række Bidrag til at lære Folkemødernes Periode at kjende, og da især fra de Aar, som kan kaldes disse Møders store Tid. Jeg deltog i disse eiendommelige Sammenkomster med et Liv og en Begeistring som nu efter saa mange Aars Forløb næsten forekommer mig uforklarlig. Men dog er der til dem knyttet mange Minder, som jeg nu nødig vilde savne. Jeg lærte paa den Tid mit Folk at kjende, langt mere indgaaende, end jeg ellers kunde have drømt om at komme alle Klasser af Samfundet ind paa Livet, og jeg vandt mange Venner, med hvem det ellers vilde været mig vanskeligt at komme i Berøring. Det Mærkelige er, at jeg allerede i selve Kampens Dage lærte at vurdere dem, som da var mine Modstandere, og naar jeg nu mønstrer Rækkerne, saa skulde jeg fristes til at sige, at jeg er blevet intimt kjendt med flere fra Modstandernes Leir end af mine daværende Venner, Som Exempel kan jeg nævne Statsraad, den senere Biskop Wexelsen, med hvem jeg i hans sidste Leveaar kom i stedse nærmere Berøring. Vi har vekslet Breve og i dem vist, at vi forstod hinanden og havde lagt tilside alt det Nag, som Partierne formelig havde truet ind paa os. Som det var med denne ene Mand, var det med flere. Jeg kunde nævne adskillige, men finder det overflødigt; andre kan have gjort lignende Erfaringer, som vil vise, at der trods al den Uhygge, som den voldsomme Kamp førte med sig dog var meget godt, som her kom frem. Vi var og blev dog alle lige gode Landsmænd, som ikke drog Tvivl om Hensigter og Tanker. Naturligvis kommer der i saadanne Perioder ogsaa meget frem, som ikke alene er af det Gode. Men det var dog her kun forsvindende. Tilsidst stod Nationen samlet om bestemte Formaal, om hvilke det en Gang skulde været anseet umuligt at opnaa Enighed. Dermed viste det sig, hvad der tidligere havde været bestemmende
