for det indbyrdes uenige og stridende norske Folk, som længe havde havt saa vanskeligt for at forstaa sig selv.
Endnu har ingen anden udfra sine egne Oplevelser skrevet om Folkemøderne og om deres Mænd. Det kan synes vovet at gaa i Spidsen med at gjøre saadant, Men Valget er gjort, og En maa være den første. Saa faar jeg anbefale, hvad jeg her har at meddele, til en gunstig Bedømmelse, selv om det kan falde lidt vanskeligt for baade den ene og den anden at se Sagerne saaledes, som de i denne Stund stiller sig for mine Øine.
Som allerede nævnt, er det ikke min Hensigt at skrive Tidens Historie, kun at levere Bidrag til denne, saadan som jeg havde Anledning til at se den. Det bliver ikke saa meget Minder, nedskrevet mange Aar senere, men mere et Dagbogsuddrag. Jeg vil medtage, hvad der kan give det umiddelbare Indtryk fra Tiden, men saa meget som muligt uden de bitre Stemninger og Følelser, som i Øieblikket kunde blende Sindene og formørke Dommen. Det er ikke saa meget af saadant, jeg har at forbigaa, men dog lidt ogsaa deraf. Det er ingen Skade ved at lade sligt ligge upaaagtet. En kommende Tid vil have en ganske anden Anledning til at dømme om, hvad deri kan være rigtigt eller galt, og jeg vil derhos for mit eget Vedkommende sige, at jeg tilfulde har følt den vidunderlige Lægedomskraft, som Tiden bringer til at mildne alle Saar, eftersom den skrider frem. Selvfølgelig er der ogsaa meget, som jeg baade for mit eget og for Andres Vedkommende skulde kunnet ønske anderledes. Man faar, naar man lever med i en saa urolig Tid som den, hvori jeg har levet, adskillige Stød, som for altid sætter sine Mærker i Sindet, og som ikke let kan tages, som om de alene har været til det Gode. Men ogsaa af dem vil der kunne udledes gode Virkninger, og vindes en Erkjendelse af, at der har været noget at lære. Den, som har levet med i en saa revolutionær Tid og seet noget af menneskelig Lidenskab i Flammer, vil bevare en Følelse af, at han har skuet ind i Historiens store Værksted og seet, hvorledes
