er forbitrede paa mig, er bleven tvungen til at indanke min sag fra din stol og dom til et kristeligt, frit konsilium (kirkeforsamling), saa har jeg dog aldrig saaledes vendt mit sind saaledes bort fra dig, at jeg ikke af alle mine kræfter altid har ønsket dig og din romerske stol det bedste, og har med andegtig, hjertelig bøn søgt hos Gud saa meget, jeg har formaat. Sandt er det, at jeg har sat mig for nærsagt at foragte og at overvinde dem, som hidtil har strævet med at true mig med dit navns og din magts høihed og storhed. Men nu er der en ting, som jeg ikke kan foragte, og som ogsaa er grunden til, at jeg atter skriver til dig. Det er nemlig det, at jeg mærker, hvorledes jeg er bleven bagvasket og ilde omtalt, saa at jeg ikke engang skal have skaanet din person.
2. Men jeg vil frit og aabent bekjende, at jeg ikke er mig andet bevidst, end at jeg saa ofte jeg har omtalt din person, altid har sagt det ærligste og bedste om dig. Og om jeg nogensinde ikke skulde have gjort det, saa kunde jeg selv paa ingen maade rose det, og maatte give mine avindsmænd fuld medhold i deres dom, og jeg vilde intet heller end istemme gjendrivelsen af saadan min forbindelse og ondskab og tilbagekalde mit strafværdige ord. Jeg har kaldt dig en Daniel i Babylon, og hvorledes jeg omhyggelig har beskyttet din uskyld mod skamskjenderen Sylvester[1], kan enhver, som læser det, forstaa til overflod.
3. Dit rygte og dit gode livs navn er jo vel omtalt i al verden, prist af mange høilærde herligere og bedre, end at nogen skulde kunne med nogen
- ↑ Sylvester af Prierio (Prierias), dominikanerordenens generalprior i Rom, pavens hellige slots forvalter, deltog med pavens minde i aflads-striden mod Luther efter offentliggjørelsen af de 95 teser. Han lærte, at den almindelige Kirke er i grunden paven; hans myndighed overgaar skriftens.
