Dette ord vakte ogsaa i os en dyb medlidenhed med de stakars inderlig bedrøvede samvittigheder, som har faat sig paabyrdet utallig mange og dertil uudholdelige befalinger af stokmestrene (skriftefædrene skulde jeg sige), og hvem maaden eller formen (som de kalde det) at skrifte paa ogsaa er bleven foreskreven.
2. Derfor satte ogsaa dette ord „bod“ sig fast i mit hjerte som en krigers skarpe pil, saa at jeg straks tog mig til at sammenholde det med de skriftsteder, som handle om boden, og jeg fandt da, at de samme skriftsteder stemte overens med e. velærvh.s ord. Deraf blev jeg saa trøstet, at ordet „bod“ fra den tid af fik en saa yndig, liflig og trøstelig klang i mit øre, medens jeg før ikke kunde høre det nevne uden gru. For jeg syntes, at der snødt fandtes et haardere, skrækkeligere ord i hele skriften end netop ordet „bod“ (om jeg end dog fremstillede mig for Gud, som om jeg elskede ham, dristede mig ogsaa til at vise det i gjerning, men det var ikke sand, men opdigtet og tvungen kjærlighed). Saaledes blir Guds bud os søde og tiltalende, naar vi ikke alene forstaa at læse dem i bøgerne, men at læse dem i vor kjære søde frelser Jesu Kristi blodige saar.
3. Videre gik det saa, at jeg ved de ypperlige, lærde mænds flid og veiledning, som ved Guds naade underviste os flittig og trolig i det græske og ebraiske sprog, kom til at forstaa, at ordet „bod“ efter det græske grundsprog betyder bedring og erkjendelse af sin ulykke efter modtagen skade og erkjendt vildfarelse, hvilket umulig kan ske, uden at mennesket blir anderledes sindet og faar kjærlighed til retfærdighed. Og alt dette stemmer saa smukt overens med st. Paulus’ teologi og mening,
