saa jeg synes, at jeg nu lettere og bedre kan læse og forstaa Paulus end før.
Desuden er jeg kommen saa vidt, at jeg ser, at det græske ord (paa latin poenitentia) ikke alene betyder sinds og hjertes forandring, men ogsaa forandringens maade, som sker ved Guds naade.
4. Da jeg flittig granskede herover, kom jeg til den sikre slutning, at alle lærere i fortiden har taget feil, naar de har lagt saa megen vegt paa og med sterke ord ophøies bodens gjerninger, saa at de ikke har ladet os faa andet igjen af boden selv end nogle kelde satisfactiones (bodsøvelser) og det slemme hemmelige skriftemaal; de har ladet sig bevæge og forvilde af det latinske ord poenitentia, idet det at gjøre bod mere fremhæver vor gjerning end hjertets forandring, som sker ved Guds naade.
5. Da mit hjerte blev opvarmet ved saadanne gode tanker, se da begyndte der uventet rundt omkring os at lyde, ja høit at skingre nye basuner om aflad og trompeter om forladelse (af straf og skyld) uden dog at tilskynde os til nogen rigtig (aandelig) kamp. Kort at sige, der hørtes ikke et ord af læren om den sande bod; men aflads-kræmmerne understod sig til at ophøie og berømme — ikke boden og heller ikke den del af den, som man kalder fyldestgjørelse, men den ringeste del af den, nemlig eftergivelsen eller forladelsen af synden, saa at de altsaa hævede høit, hvad aldrig nogen har hørt er bleven det. Dertilmed forkyndte de for folket mange ugudelige, falske kjetterske løgnlærdomme og det med saadan overlegenhed (jeg havde nær sagt dumdristighed og skamløshed), at den som knn mukkede lidt derimod, snart fik kjetternavnet, blev fordømt til at brændes og skyldig til evig fortabelse.
6. Fordi jeg nu ikke kunde møde og end
