skjønt ugjerne, maa tillade dem meget større ting, nemlig at de blande Aristoteles’ drømme ind i teologien og fremføre pur løgn om Guds majestet i sine disputationer, udover og tvertimod den tilladelse, som er givet dem af e. hellighed.
11. Men hvilken naturens orden der saa veldig har virket til, at netop mine disputationer alene fremfor alle andre, baade deres og alle doktorers i fortiden, er komne ud næsten i al verden, det forundrer mig selv høilig, eftersom de dog er fremkomne hos os (tyskere) og bare for vor skyld, og fremkomne slig, at det er mig uforklarligt, at alle mennesker kan forstaa dem. For det er disputationer (noget som skal drøftes), ingen lære og heller ikke tros-artikler, dertilmed, som skikken er, opstillede og fremsatte mørke og dunkle. Havde jeg ellers vidst, ut de skulde have havt saadanne følger, saa skulde jeg sandelig, saavidt det stod til mig, have affattet dem klarere, saa enhver let kunde have forstaat dem.
12. Hvad skal jeg da gjøre? Tilbagekalde kan og vil jeg ikke, og jeg ser dog, at jeg kun har vakt stor avind og had derved, at jeg har ladet min disputation komme for lyset. Desuden er det meget mod min vilje at komme ud af min krog frem paa pladsen blandt folk, da jeg maa høre, at næsten alle menneskers farlige og mangfoldige dom gaar mig imod, og dette navnlig fordi jeg er ulærd, uerfaren og saadanne vigtige sager altfor lidet voksen. Og saa dette i denne guldalder, da der er saa mange fintdannede høilærde folk, og der daglig blir flere af dem, — da alle frie kunster blomstre, grønnes og vokse (ikke at tale om det græske og ebraiske sprog), — da selve Cicero, om han levede nu, vilde være fristet til at gjemme sig bort i en krog, og han førte dog frem for dagen store og vigtige ting
