livlige blod blev hedt i mig, og jeg saa dog godt, at det ikke vilde sømme sig for mig at bestemme mig til eller gjøre noget her.
7. Jeg formanede derfor særlig nogle kirkeprælater[1]; hos nogle fandt min formaning et godt sted og blev modtagen; men andre spottede mig og tydede mit foretagende paa mange slags vis. Ti skrækken for e. h.s navn og truslen om bansættelse havde største magten.
8. Tilsidst da jeg ikke kunde andet, fandt jeg det bedst at modsætte mig dem — ikke skarpt eller haardt, men med lempe —: jeg fremsatte tvil om deres lære, for at der kunde bli disputeret derom. Jeg lod derfor udgaa et lidet skrift indeholdende sætninger om afladen og opfordrede særlig de lærde, som maatte være nærværende, eller i modsat fald skriftlig, at forhandle med mig derom — noget som ogsaa mine modstandere godt kjendte til af mit korte forord til de nevnte sætninger om afladen.
9. Deraf, helligste fader, er der opstaat en saa stor brand, at det har fenget i hele verden, som de skrige op om og klage over — muligens af den grund at de ikke vil unde mig, der jo dog ogsaa ved e. h.s apostoliske autoritet er magister i teologien, som andre at have magt, ret og frihed til at deltage i en disputation paa et frit offentligt universitet eller høiskole, som det er skik og sedvane ved alle universiteter i hele kristenheden — ikke bare om afladen, men om meget høiere og vigtigere ting, nemlig om guddommelig magt, forladelse og barmhjertighed.
10. Dog gaar det mig ikke meget nær, at de ikke under mig saadan ret, som jeg har modtaget ved e. helligheds myndighed, eftersom jeg dog,
- ↑ nemlig kardinal-erkebispen i Maints, ligesaa bispen i Brandenborg.
