Aflad eller eftergivelse af de kirkelige straffe, der tilkom en synder, kunde man i middelalderen faa paa flere maader. Da Urban II prædikede det første korstog, lovede han alle deltagerne i dette fuld aflad; og senere kunde man ogsaa vinde aflad ved at give penge til et korstog eller til et andet formaal, som efter middelalderens opfattelse fremmede Guds rige. De skolastiske theologer lærte, at kirkens helgener ved sin fromme levned havde tilveiebragt en overskydende skat af gode gjerninger, og over disse kunde kirken raade. Denne skat, som skyldtes dem, der havde gjort mere, end de burde, overførte kirken da paa dem, der havde gjort mindre, end de burde. Afladen, der efter kirkens lære kun kunde bringe fritagelse for kirkelige straffe, blev imidlertid i det daglige liv ofte misforstaaet, som om den medførte fuld syndsforladelse; og denne misforstaaelse blev navnlig fremmet ved den fordærvelige afladshandel. Ti skjønt de afladsbreve, der kunde kjøbes for penge, indeholdt en paamindelse om, at hjertets anger var en forudsætning for tilgivelsen, blev dette dog ofte tilsløret af samvittighedsløse og pengegridske afladskræmmere og glemt af letsindige kjøbere. I den sidste del af middelalderen blev der med visse mellemrum, til sidst hvert 25 aar, ogsaa udskrevet et saakaldet jubelaar, i hvilket alle pilegrimme, der drog til Rom for at holde sin andagt ved apostelgraven og byens helgenlevninger, fik fuld aflad. Naar et saadant jubelaar oprandt, vrimlede veiene til Italien med pilegrimme, der drog afsted under salmesang; og i Rom var der ofte i jubelaarene saa mange fremmede, at en stor del af dem maatte overnatte under aaben himmel.
(Fr. Nielsen).
Pave Leo X havde i aarene 1514 og 1515 gjentaget det af hans formænd saa ofte brugte kunstgreb til at fylde det udtømte skatkammer, og havde prædiket aflad for enhver, som vilde giye noget til tyrkerkrigen. 1516 gjentog han det samme, sigende nu, at det skulde være til st. Peterskirkens bygning, skjønt det dog var
