Hopp til innhold

Side:Udvalg af Luthers Reformationsskrifter.djvu/11

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


33. Man skal vogte og vare sig meget vel for dem, som sige, at pavens aflad er den høieste og værdifuldeste Guds naade og gave, hvorved mennesket blir forsonet med Gud.

34. Ti aflads-naaden tager bare hensyn til den opreisnings-straf, som er bleven fastsat af mennesker.

35. De lære ukristelig, som foregive, at de, som vil fri sjæler udaf skjærsilden eller vil løse aflads-breve, ingen anger og syndesorg har nødig[1].

36. Enhver kristen, som har sand anger og sorg over sine synder, har fuld forladelse for straf og skyld, og denne forladelse tilhører ham ogsaa uden aflads-brev.

37. Enhver sand kristen, han være levende eller død, er delagtig i alle Kristi og kirkens goder, efter Guds gave, ogsaa uden aflads-brev.

38. Dog er pavens eftergivelse og uddeling slet ikke at foragte. Ti, som jeg har sagt, hans eftergivelse er en erklæring om guddommelig eftergivelse[2].

39. Det er overordentlig vanskeligt ogsaa for de allerlærdeste teologer paa samme tid at berømme for folket afladens store rigdom og paa den anden side den sande anger og syndesorg.

40. Sand anger og syndesorg søger og elsker straffen; men afladens velvilje løser fra straffen, saa at man blir uvillig stemt mod den, i det mindste naar leilighed dertil forefalder.

  1. Det hed i pavens bulle, at for at udløse sjæler af skjærsilden krævedes ikke anger af dem, som kjøbte aflad for dem — her gjorde altsaa pengene alt.
  2. Det vil altsaa sige: pavens aflad er at sætte i klasse med kirkens absolution ved skriftemaalet.