33. Man skal vogte og vare sig meget vel
for dem, som sige, at pavens aflad er den høieste
og værdifuldeste Guds naade og gave, hvorved
mennesket blir forsonet med Gud.
34. Ti aflads-naaden tager bare hensyn til den opreisnings-straf, som er bleven fastsat af mennesker.
35. De lære ukristelig, som foregive, at de, som vil fri sjæler udaf skjærsilden eller vil løse aflads-breve, ingen anger og syndesorg har nødig[1].
36. Enhver kristen, som har sand anger og sorg over sine synder, har fuld forladelse for straf og skyld, og denne forladelse tilhører ham ogsaa uden aflads-brev.
37. Enhver sand kristen, han være levende eller død, er delagtig i alle Kristi og kirkens goder, efter Guds gave, ogsaa uden aflads-brev.
38. Dog er pavens eftergivelse og uddeling slet ikke at foragte. Ti, som jeg har sagt, hans eftergivelse er en erklæring om guddommelig eftergivelse[2].
39. Det er overordentlig vanskeligt ogsaa for de allerlærdeste teologer paa samme tid at berømme for folket afladens store rigdom og paa den anden side den sande anger og syndesorg.
40. Sand anger og syndesorg søger og elsker straffen; men afladens velvilje løser fra straffen, saa at man blir uvillig stemt mod den, i det mindste naar leilighed dertil forefalder.
