— Nei, var der mening i sligt, hr. konsul. Det er nu mest bare en formsag, saa at sige; for Deres skuder, de er vi trygge paa.
Konsulen gik ned i baaden med et lidet fint smil om læberne, raabte saa opover: — Ja, farvel da, Brodersen, saa kommer De med papirerne mandag klokken elve. Og De Reynolds, det vilde glæde mig, om De saa indom ved leilighed.
Baaden satte af, og Søverin Saabeskum og Jens Maanen tog til aarerne. Maskineriet havde faaet extra smurning inde i tømmermandens lukaf. Han var et byens barn og kollega af dem begge fra gamle dage paa rederens verft.
Der skar en kommandostemme i deroppe fra skansen, og der fór en underlig gysen gjennem Gerda, da hun hørte det; for der var magt i den som i øinene hans.
Hun skotted tilbage. Skumringen var seget ind, og skuden laa med sin høie rig som tegnet i tusch mod det graasorte vand og den graa himmel.
