familie med byfoged Rossings? Fruen er født Reynolds, saavidt jeg ved. — Konsulen vaagned op af sine fortidsbetragminger.
— Jo, fru Rossing er vist en kusine af far.
— Ja saada, ja skaal styrmand, og De ogsaa Brodersen, det er en sjelden sherry.
Gerda sad lidt bortglemt og undred sig. Hun vidste ikke, om dette slegtskab skulde regnes denne hr. Reynolds til et plus i hendes fars omdømme. For ét var sikkert, at mellem byfogden og konsulen førtes en stadig og stille kamp om hegemoniet i den lille by. Saa følte hun igjen de øinene derover brændende paa sig, og hun var glad, da konsulen reiste sig og slog paa hjemfarten. De fulgtes op paa dækket, skipperen og han, og hun fik styrmanden galant ved sin side.
De to gamle gik forud, der var nogle reparationer ved ruffen, som skulde snakkes om, og Gerda og Reynolds blev saaende agter. Han konverserte let og vant, som det hørtes, og hun gav nogle dumme skolepigesvar og bed sig i læben af ærgrelse derover, for hun vidste med sig selv saa udmerket godt, hvad hun vilde ha svaret, bare ikke de svarttjernsøinene hans havde været om hende og over hende og allevegne.
Saa skulde de da endelig gaa fra borde, hun og faren. Konsulen hilste paa toldbodfolkene, der netop kom over rækken, som han stod paa faldrebet: — Nu, Markussen, skal De ikke visitere mig og datteren min, før vi gaar fra borde?
