i kappen og skulde gaa under dæk, da han saa spørgende paa kapteinen.
— Det er den nye styrmanden, vi fik i Kap efter Andersen, som døde. Jeg skrev til konsulen om det.
— Ja, det er rigtig. Hvad var det nu han hed?
— Reynolds. Det er ellers en sjelden flink fyr, endda han er reserveløitnant i marinen — kom det funderende ud af det graasprængte helskæg, som næsten dækked Brodersens veirbidte ansigt.
Gerda fik i det samme et skimt af en høi, mørkhaaret mand, som stod paa bagbords række og holdt sig i stormastvantet. Der var en gut oppe i merset, som havde travlt med noget, han ikke rigtig kunde greie. Manden havde hele sjøstøvler; men pjekkerten var af fint, blaat klæde, og Gerda tænkte, at der maatte sidde et vakkert ansigt under skyggeluen. Hun saa bare den sterke, krøllede nakke.
Saa kom de nedenunder i den hyggelige, mahognypanelede kahyt, hvor stoler og bord var fastskruede i gulvet. I den haardstoppede sofa fik konsulen og Gerda hæderspladsen. Paa væggen hang et flag draperet om billeder af kongen og dronningen, og ellers var der fotografier og skilderier af skuder og denslags. Et gammelt staalstik forestillede kaptein Jessens kamp med de engelske man of warer, og henne paa en konsol stod
