forskjellig Maade efter Skolens forskjellige Tri og Opgave med Hensyn til Modersmaalet, ikke blot en ikke ringe Medvirkning, men vel endog et vist Initiativ ved Forsøg paa Forbedringer. Forsaavidt Kravet paa en Forandring just bygges, ikke paa theoretisk grammatikalske Betragtninger, men paa de antydede praktiske Hensyn, kan Skolen heller ingenlunde fortænkes i, at den søger at gjøre Kravet gjældende og at arbeide for dets Opfyldelse; men selv sa maa dog en nogenlunde omfattende Erkjendelse af Kravets Gyldighed og om Maaden at tilfredsstille det paa være tilveiebragt udenfor Skolen, førend Forsøget faaer Plads i Skolens Underviisning.” Men en saadan Erkjendelse er i Norge formenlig tilvejebragt udenfor Skolen, d. e. i Litteraturen og Forretningssproget, hvad alle de Tilfælde angaar, der i de fem ovenfor opstillede Punkter ere indbefattede. Selv den af disse Omdannelser af Retskrivningen, der har de færreste Tilhængere, det mindste Parti for sig her i Norge, har dog udentvivl flere saadanne her, end de to første Regler (om Afskaffelse af stumt e og af dobbelt e, i og u) have i Danmark, saa at hvis de to Regler have Navne nok for sig i Danmark for allerede nu at kunne “faae Plads i (den danske) Skolens Underviisning,” saa kan, som før sagt, Skolens Overbestyrelse vistnok godt forsvare at give alle fem Regler saadan Plads i Skolens Undervisning her i Norge, især naar det betænkes at det Nye havde tællet langt flere Tilhængere nu hos os, dersom Kampen mellem den gamle og den nye Retskrivning havd været fri i f. Ex. det sidste Snes Aar, fra 1838 til 1860, istedenfor at Skolen har hjulpet den gamle Retskrivning, medens den nyere var forfulgt eller banlyst fra Skole, Universitet og formentlig tillige fra det embedsmæssige Forretningssprog. Og ikke engang alle de, der bruge den gamle Retskrivning, høre af Overbevisning til dennes Parti, men kun fordi de ikke gide gaa over. De have nemlig nu engang lært den gamle
