k. Altsaa bør man enten i alle Tilfældene holde sig til den gamle Retskrivning og altsaa skrive Character med ch og c, Qvinde med q, ligesom sex med x (ɔ: ks), eller til den nyere i alle Tilfældene og altsaa bruge det samme Tegn k overalt, hvor Udtalen har samme Lyd; men da maa man skrive seks med k, ligesaa vel som karakter med K og k, samt Kvinde med K. Men Sagen er, at Skolen ikke kan holde sig udelukkende til Videnskaben eller theoretiske Grunde, men maa tage væsentligt Hensyn til, hvorvidt Brugen allerede har godkjendt, hvad Videnskaben bil have sat i Stedet for det Gamle, og da er det klart, at c, ch og q ombytet med k, har baade flere Aar og flere Tilhængere paa sin Side end x ombyttet med k; thi Okse, vokse, Eksempel med k er af langt nyere Datum end f. Ex. Karakter med k, og anvendes endnu kun af et Mindretal af Forfattere.
Samme “Brug” vidner ogsaa afgjort imod de Faa, som i den nyeste Tid have skilt stumt e og dobbelt e, i og u fra hverandre, idet de dels holde paa stumt e, men forkaste ee, ii og uu som overflødige, dels finde ee, ii, uu fornødne, men stumt e overflødigt. I Litteraturen have disse ellers bestandig delt Skjæbne med hinanden, idet Forfatterne enten have holdt paa begge eller forkastet begge. Skolen maa her som ellers rette sig efter de Mange og ikke efter de Faa.
Videre fordrer Konsekvensen (Videnskaben), at c i Betydning af s ombyttes med s, ligesaa vel som at c i Betydning af k ombyttes med k; at ch i Betydning af sj ombyttes med sj, ligesaa vel som ch i Betydning af k ombyttes med k; at den latinske Maade at udtrykke det græske θ paa ombyttes med en Skrivemaade efter Udtalen, saasnart den latinske Maade at udtrykke det græske χ og det græske φ paa ombyttes med en Skrivemaade efter Udtalen; altsaa at θ hos os betegnes efter vor Udtale med t (Teolog, Trone), ligesom χ efter vor Udtale med k (Karakter, Kateket), og φ efter vor Udtale med f (Filosof).
