og trykke ham du kaldte morfar, til dit bryst
og si: «Du kjære gamle, er der nogen her
som krænker dig og møter dig med ringeagt
og frækt tør saare eller forulempe dig,
saa nævn hans brøde, saa jeg kan faa tugtet ham.»
Nu er jeg selv et knækket rør. En grufuld død
har rammet dig. Knust er din mor og al vor slegt.
Kom alle som paa guder tviler, kom og se
den døde her! Da vil I tro paa guders magt.
Dig, Kadmos, ynker jeg; ti grufuld er den kval
du lider ved din dattersøns fortjente straf.
Du ser hvor brat min livslod er forandret, far.
Her svigter det eneste haandskrift vi har for den sidste del av tragedien. I det ældre manuskript som avskriveren har kopiert maa et blad være faldt ut. Vi vet fra citater av senere forfattere at Agaves replik var av stor dramatisk virkning. I fortvilet selvanklage kysser hun sin søns mishandlede lik lem for lem. Hvor teksten igjen begynner, er det Dionysos som har ordet. Han viser sig nu i sin guddommelige skikkelse. Han søker at paavise at den rædselsfulde skjæbne som har rammet Kadmos's hus, er vel fortjent og dømmer de tre søstre til evig landflygtighet og forkynder at Kadmos og hans hustru efter mange gjenvordigheter skal føres til de saliges øer. Agave trygler om barmhjertighet, men blir haardt avvist. Hendes omvendelse kommer for sent. Og da hun drister sig til at indvende at guder ikke bør være saa uforsonlige som mennesker, skyter Dionysos sig ind under at straffen er bestemt av Zevs. Kadmos klager over sin lod. For ham er det ingen trøst at han omsider skal lande paa de saliges øer. Heller faa lov til at glemme
