Side:Tragedier 1928.pdf/336

AGAVE.
Men hvordan fandt vi kvinder paa at vandre dit?

KADMOS.
Besat av Bakkos raste I og Tebens folk.

AGAVE.
Vor undergang er gudens verk; det ser jeg nu.

KADMOS.
I haante ham og negtet at han var en gud.

AGAVE.
Aa far, hvor ligger liket av min elskte søn?

KADMOS.
Her bringer jeg dig alt hvad jeg med møie fandt.

AGAVE.
Ak, hvorfor skal min daarskap lægges ham til last?

KADMOS.
Han faldt i samme synd som I. Han æret ei
den gud som rammet jer og ham med samme straf.
Til undergang har Bakkos viet dette hus
og mig som uten mandlig avkom ser den søn
som du, mine arme datter, under hjerte bar,
dø fra os, dø en rædselsfuld og skjændig død.
Til dig, min kjære dattersøn, saa slegten op.
Du var en støtte for mit hus. Du holdt vort folk
i gavnlig tugt. Det blotte syn av dig var nok
til vern for mig, den gamle mand, mot mængdens haan;
ti den som krænket mig, var sikker paa sin straf.
Nu vil den store Kadmos, han hvis dragesæd
bar herlig frugt og spiret op som Tebens folk,
med spot og spe bli jaget bort fra hus og hjem.
Du er mig dyrebar som ingen anden, barn.
Du er det; ti jeg regner som min største skat
den dødes minde, mindet om din kjærlighet.