Denne siden er korrekturlest
løfter sin tinde. Ak Bromios, før mig
dit med dit jublende følge! Der færdes
skjønhetsgudinder og længselens alfer.
Der kan mænaderne feire sin fest.
dit med dit jublende følge! Der færdes
skjønhetsgudinder og længselens alfer.
Der kan mænaderne feire sin fest.
Anden motstrofe.
Guden, den mægtige søn av Kronion,[1]
frydes ved straalende fester. Han elsker
fredens gudinde som skjænker os lykke,
freden som fostrer en evnerik ungdom.
Vinen den søte som dulmer vor kummer.
under han høie som lave, men hater
dem som gir avkald paa alle de glæder
livet kan skjænke ham, nætter som dage.
Klokest at sky de mænd som forkynder
visdommens almagt. I liv og i lære
hylder jeg det som er menigmands tro.
(Tjenere kommer med den lænkede Dionysos.
Pentevs kommer ut.)
EN TJENER.
Her er vi, Pentevs. Ei forgjæves var vor jagt.
Se, her er fangsten, som du bød os bringe hit.
Men denne gang var vildtet tamt. Han prøvde ei
at fly, men rakte villig begge hænder frem
og skiftet ikke farve. Ja, han bød os selv
med smil om mund at binde ham og ta ham med.
Han stod i værdig ro og lettet mig mit hverv.
Forlegen sa jeg: «Pentevs sendte mig og bød
mig fængsle dig. Jeg gjør det ei av egen drift.»
De bakkantinder som du grep og satte fast
bak fængslets mur i lænker, har nu rømt sin vei.
De danser kaate om paa fjeldets grønne vang
og priser høilydt Bromios, den nye gud.
Fra deres føtter løstes lænken av sig selv.
Hver laas og dør sprang op, skjønt ingen rørte dem.
«Ja, mange tegn og undre gjør han, denne mand
som gjæster os. — Hvad mer skal gjøres, blir din sak.
Her er vi, Pentevs. Ei forgjæves var vor jagt.
Se, her er fangsten, som du bød os bringe hit.
Men denne gang var vildtet tamt. Han prøvde ei
at fly, men rakte villig begge hænder frem
og skiftet ikke farve. Ja, han bød os selv
med smil om mund at binde ham og ta ham med.
Han stod i værdig ro og lettet mig mit hverv.
Forlegen sa jeg: «Pentevs sendte mig og bød
mig fængsle dig. Jeg gjør det ei av egen drift.»
De bakkantinder som du grep og satte fast
bak fængslets mur i lænker, har nu rømt sin vei.
De danser kaate om paa fjeldets grønne vang
og priser høilydt Bromios, den nye gud.
Fra deres føtter løstes lænken av sig selv.
Hver laas og dør sprang op, skjønt ingen rørte dem.
«Ja, mange tegn og undre gjør han, denne mand
som gjæster os. — Hvad mer skal gjøres, blir din sak.
- ↑ Zevs, Kronos' søn.
