Hopp til innhold

Side:Træk af den norske Bondestands Udvikling.djvu/21

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

2I kelte distrikter bruges en radikal renselse. Saaledes fortaltes det for IOO’ aar siden om Sætersdølerne, at de hver Lørdagskveld vaskede sit hoved med hed lud, og i nyere tid har man fra den samme dal hørt om lignende renselser. Endnu er der et andet punkt, i hvilket der fra den senere middelalder øiensynlig kan iagttages en stærk tilbagegang, og dette er i fædrelandskjær- lighed og almenaand. Her stod bønderne maaske endog allerlavest, selv paa de tider, da der af saa- dant spores mindst. Først langt nede i tiden la- der der sig paavise en fremgang til det bedre. Men det gaar dog langsomt. Medens Gudbrandsdøleme i 1612 værgede sig mod Sinclairs tropper og i 1638 frivillig sluttede sig til den norske hær, der blev sendt over Dovre for at tage Throndhjem tilbage, ser man ikke alene 1612, men endog saa langt nede i tiden som 16 39, at bønderne fra Raabygdelaget og Thele- marken paa en lidet ærefuld maade forlade den paa grænsen opstillede hær. Der er saaledes her en stor forskjel mellem folket i de enkelte landsdele, mellem Gudbrandsdølernes kjække offe1–Villighed og Thelebøn- dernes selvraadighed og ulyst til at vove sig ud i kampen for fædrelandet. i Her fremtræder der maaske en grundforskjel i folkekarakteren, som end mere er udviklet ved de sær- egne forhold, som herske paa begge steder. Gud- brandsdølerne have øiensynlig havt langt lettere for at udvikle en almenaand jog føle sit Sammenhæng med det hele land end folketi Thelemarkens og Raabygde- lagets splittede bygder. Den store, brede Gudbrands- da1, hvor de gamle mægtige bondeætter stode som