2I kelte distrikter bruges en radikal renselse. Saaledes fortaltes det for IOO’ aar siden om Sætersdølerne, at de hver Lørdagskveld vaskede sit hoved med hed lud, og i nyere tid har man fra den samme dal hørt om lignende renselser. Endnu er der et andet punkt, i hvilket der fra den senere middelalder øiensynlig kan iagttages en stærk tilbagegang, og dette er i fædrelandskjær- lighed og almenaand. Her stod bønderne maaske endog allerlavest, selv paa de tider, da der af saa- dant spores mindst. Først langt nede i tiden la- der der sig paavise en fremgang til det bedre. Men det gaar dog langsomt. Medens Gudbrandsdøleme i 1612 værgede sig mod Sinclairs tropper og i 1638 frivillig sluttede sig til den norske hær, der blev sendt over Dovre for at tage Throndhjem tilbage, ser man ikke alene 1612, men endog saa langt nede i tiden som 16 39, at bønderne fra Raabygdelaget og Thele- marken paa en lidet ærefuld maade forlade den paa grænsen opstillede hær. Der er saaledes her en stor forskjel mellem folket i de enkelte landsdele, mellem Gudbrandsdølernes kjække offe1–Villighed og Thelebøn- dernes selvraadighed og ulyst til at vove sig ud i kampen for fædrelandet. i Her fremtræder der maaske en grundforskjel i folkekarakteren, som end mere er udviklet ved de sær- egne forhold, som herske paa begge steder. Gud- brandsdølerne have øiensynlig havt langt lettere for at udvikle en almenaand jog føle sit Sammenhæng med det hele land end folketi Thelemarkens og Raabygde- lagets splittede bygder. Den store, brede Gudbrands- da1, hvor de gamle mægtige bondeætter stode som
