(fjell). Den oprindelige betydning av Čuno- synes at være bibeholdt i det finske sunu, som ifl. Lønnrot er = kekka »upprätt el. kapprak ställning.«[1]
Navnelementer av denne type synes der forøvrig ikke at være mange av. Derimot er det paafaldende, hvor mange stedsnavn der er, hvis første led er et tostavelsesord paa -a med svake stadium. I de fleste oprindelige a-stammer er jo a gaat over til e (undt. hvor o-stammer har u istf. o). Bibehold av a i første led av stedsnavn turde være at forklare saa, at som første led av sarnmensætninger er vedkommende ord blit staaende utenfor lydlovens rækkevidde. Der kunde ogsaa tænkes paa analogivirkning.[2] Sml. bâja- »øver-«, mâŋa- »bak-«, dâva- »nord«, vuola- og vūlu- »neder-«, siskâ-[3] og sisku- »inder«, ǫlgu- »ytter« som første led av sammensætninger, hovedsagelig med forskjellige kasus av ordet bælle »side«. De tilsvarende nominativer har e, o: bâggje, ǫl’go etc.
At overgangen a > e ofte er uteblit i første led av stedsnavn, har sin store betydning ogsaa bortset fra spørsmaalet om hvorledes saadanne a-stammer med svake stadium er at forklare. Men der er én ting som her volder vanskelighet, og det er at a kan være forkortet, saa det er umulig at skjelne den fra opr. â. Saaledes kan det i flere navn forekommende Vuomå- være enten en forkortet genitiv av vuobme (e < a) »skoglandskap« eller nominativ (gen. vuobmân) av et ord[4] som ifl. Friis betyr: »traktformigt sammenløbende Gjerde, hvormed man gjennede vilde Rens&sh;dyr ind i en Indhegning, hvor de fangedes« (sml. Friis: vuoma-vagge »Dalføre, der løber traktformigt sammen«). Saadanne navn er: Tr. XII Vuomâjau’re, Vuomâvarre o. fl., Tr. XIV Vuomâčǫk’kâ ell. Vuomâoai’ve.
Med sikkerhet kan det sies at der foreligger forkortelse av opr. a i navn som: Bavlâguoi’kâ, et stryk i Tanaelven ovenfor Vǣččâk (første led
genitiv av bak’te -vt- »klippe, berg, flaag«)[5], Utsj. Vuobmâvarre (første
- ↑ Ifl. Friis er čuno dels adjektiv med betydningen »brunagtig«, og dels substantiv med betydningen: »brunrødt Sted paa det høieste av et Fjeld, hvorfra det fyger ved haard Vind«; čuno-guolddo »Landfok«. Disse betydninger har jeg ikke faat bekræftelse paa nogensteds. Derimot har jeg i Karasjok optegnet en litet kjendt sammensætning čuno-miel’le med betydningen: høi elvemæl, hvor det stadig fyker med sand.
- ↑ I visse tilfælde ogsaa paa finsk indflydelse.
- ↑ â er opstaat av forkortet a.
- ↑ Jeg kjender ordet bare fra Polmak, og der er dets nominativ lik genitiven (overensstemmende med Leems skrivemaate: vuobma); betydningen er i mine optegnelser angit: »gammel teltplass som nu kan benyttes som slaattemark (fuldt av renhorn nede i marken)«.
- ↑ Stryket har navn efter et svaberg paa finsk side.
