rida). Under bokstav V. har han både Vreide og (fra Hallingd.) Vreidske. Andre på vr ær: Vreist, vreista („stoppe“), Vreita („Grøft“), Vride („Vridning“), Vridar („paa Dørlaas“), vrina („hvine“), vringla (som ær så vel kjænt og dyrket), vrinka („fordærves“), Vrins („Haartop“), Vrong („Rygstøtte“), vræle („skrige“, „om Svin“).
Også vr ær således ubrukeligt som kile eller bløj til å sprænge dansken løs fra de to andre „Sprog“ (eller hos Løkke: „Dialekter“, tilmed „meget nær beslægtede Dialekter“, så „meget nær“ ænda, at lærde mæn som Nyerup og Geijer har kunnet ta kong Laurin både for dansk og svensk!)
4. „Aspirationen, h, er bortfalden foran l, r, n“; løpa, gl. hlaupa. Ring, gl. n. hring-r. Næve, gl. n. hnefi.
Atter bare en tidsskilna’. Bortfallet av h-lyden har kommet tidligst til Danm. (og Sv.), senere til Norge. Men også i oldnorskens tid hadde jo h børjet å utebli hist og hær i talen. Nu ær den da aldeles borte i vårt folkemål, ɔ: i „Oldnorsken“ oppe i nutiden. Ænnu skriver vi jo lydløs h forved j og v, (hjærte = jærte; hvas = vas) men bare av gammel vane, gammel tankeløjse. Forved j vil den engang bli kastet. For ved v kunde den gå over til k hær i Norge, noget, som jo alt ær i børjing: kvas for (h)vas, kvælving f. (H)vælving, kveite f. (H)vede m. fl. I kveite = hælleflyndre har vi jo både k for h og ej for e.
Endelig nævner Løkke under „Bøiningen“ tre små ting. Den tredje og største ær, at danskerne bruker s for st, sk. Så i elskes for elskest. I elskast.
Naturligvis atter bare en tidsskilna’. Danskerne må jo fra først av likesom vi ha sagt elskast, da formen, som vel kjænt, har ophav fra stedordet sik, nu sig. De slåst ær jo egentl. = de slåsk, de slå sik, ɔ: den ene slår den andre.
