Side:Til dem som forkynner.djvu/59

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

mindre. Løkke regner nl. selv op former med kk i nydansken: fik (for fing,fink), gik, drikke (or drmke), tykkes for tynkes (tysk dünken). Æn gak! for gang, gank!?

Vårt folkemål, som jo ær selve gl. norsken som stikker helt op i dagen, op i nutiden, ær dog like så vel ustøt’ i denne lydlov som dansken. I. Aasen fører i sin ordbok Enkja op tilmed som hovedform, idet han lægger til: „Hedder ogsaa Ekkja“. Lekkja (uten n altså) ær dærimot på sit sted gjort til hovedform men dog med tillæg: „Hedder ogsaa Lenkja el. Lenk“. Likeså Benk som hovedform, men med henvisning til et „Bekk“.

Denne klasse ær dog helt fåtallig, så Afvigelsen, om den ær dær, ikke gjør stort fra eller til.

En annen langt talrikere „Assimil.“ ær den av nt med tt (ɔ: at n og t ej kan forlikes som naboer sa den ene må „maka åt sig“); et, det, mit, dit fundet (og de andre stærke tillægsformer, part.), i st. for en-t den-tt, min-t osv. Dette nt for tt kunde gjort en ikke uvigtig „Forskjellighed“; men den lov lyder de bægge, gl. dansk som gl. norsk. „Afvigelser“ne ær i alle fal’, hvad de kaller en „forsvindende Størrelse“.

3. „“V er i Olddansk („og sv.“) beholdt foran r, men i Oldn. bortfaldet“. Vrang, gl n. rang-r.

Men også hær har jo vårt folkemål til dels samme „Afviselser“ fra Olddansk, som Oldnorsk har og gjæder dog for å være framhald (el. Fortsetzung) av dette. I min hjembygd sa de altid vrang, aldrig rang. Like så vrake, vrie, vrej(d). ɔ: vred, vreje; men så igjen Rista (på foten), aldrig Vrista.

Under rang = vrang siger I. Aasen: „Afvigende“ (somme steds) „vrang’e, vraang’e“. Under reid = vred: „reid eller vreid“. Om dette og flere ord, reidast, Reide, gir han det råd: „Disse Ord kunne bekvemmest skrives med vr ligesom vrida“ (under R opført som