Like så i Frankrike, ænda dette land har et
akademi, et lærd samfund, som bl. a., for ej å sige særlig,
har det gjøremål å hålde øje med morsmålets
ordforråd som med ordenes uttale og bokstaving. Hæri
gjør det dog kanske like så vel vondt som godt. Det
motsætter sig gjærn nye ord, nye uttaler og nye
stavinger, og hålder det gamle og nedarvede, som folket
har tat på å forlate, oppe i det længste. Dærved drar
jo overgangens pinlighet des længre ut. Følgen blir, at
folket får to og to uttaler og to stavinger så meget
længre tid å dra’s med.
Hær er nogle prøver: ord med to (tre) uttaler. Poêle, fil, respect (med 3 u.), district (med 3), fier, gars, siége, Norvége (med to uttaler hvært og to stavinger). Likeså med ord på poign- (-net, -nard m. fl.).
I min ungdom skulde -ail (detail, travail m. fl.) uttales som -alj (detalj). Nu er jo l støt ut: detaj. Under overgangen var altså uttalen dobbelt.
Tyskland har jo ikke som Frankrike og England nogen enkelt overlegen, tonegivende hovedstad, men nok en hel række mindre. Dette har vel været en hovedgrun til, at det har hålt hårdere dær æn annen steds å få samlet alle hoder — eller hoders tunger — under én hat. Dærfor skal det fræmdeles være brysomt bl. a. for skuespillere, som går fra f. e. Berlin til München eller fra Hamburg til Dresden eller Wien, at en almen tysk uttale i mange tilfæller ænnu lar vænte på sig. Annerledes blir det vel om en mansalder eller to, siden landet ær blet én riksenhet, tilmed da ejmfærdselen (Damp-) til lands og vans i vår tid blander alle med alle og sliper alt det framstående og kantede av.
Imidlertid har dog Tyskland allerede nu en i al skrøpelighet landsgyldig uttale, — og samme uttales landsgyldige avspejling, den sam-tyske Rechtschreibung; for det ær jo den, som vår skolebørn lærer å
