Vi har fåt en ri’ nu igen av vår gamle målstrid, og det har været kjært for mig, hittil å ha kunnet være utenfor, som ledig tilskuer. Men nu har kamplysten kommet igjen, så jeg får blande mig for en liten stund in i kavet, ikke fordi det egentlig tiltrænges, men fordi det jo ær min siste bok, „Hvem skal vinne?“, som har git åføre til, hvad nu går for sig, og mit navn under dette mange ganger har været nævnt. Å sitte aldeles ledig synes mig dærfor mindre vel, især da jeg har noget å yte, som kanske ingen annen i like mon ær i stand til.
I alle fal’ vil min smule deltagelse i „Maalsaki“ ikke vel kunne avvises som utidig inblanding i andre mellemværende.
Hvad jeg denne gang skal omhandle og gøre Dagbladets læsere mærksomme på, ær vårt motpartis overstadige nidkjærket, ɔ: hvad målstræverne „på Maalet“ sit kalle ovhu’g, ofse, og „Europæerne“ på sit mål, kråkemålet, gir navn av „Fanatisme“.
Av hensyn til denne de norsknorske sjæles tilstand har jeg nu og da undskyldende omtalt dem som varmhjærtede vilstyringer eller brålynte tullinger, da de utenfor „Maalsaki“, men ikke i den, vist ær hædersmæn, og i alle fal’ ulastelige, alle som en, for alt det, jeg vet om dem.
