Men i målsaken går det dem alt for let efter
ordtøket: „enhver er Tyv i sin Næring“, d. e. ligger
under for de fristelser, som han særlig, personlig, har
å kjæmpe med „i sin næring“. Som andre „Fanatikere“
kan de næmlig ikke la sig nøje med de midler i sin
kamp for tilværelsen, og således med den framgang, de
sejre, som de kan ha med ret og sanhet, men må idelig
ha noget mere. Til den ende hålder de sig ikke just
altid for gode til å brake knep og kunster, fornægte
kjænsgjærninger, som går dem imot, og skape
kjænsgjærninger, som de har bruk for, skryte sit eget op
og sine motstanderes ned o. s. v. „I Krig er alle
Midler gode“, og særlig i denne „målkrigen“ får jo
„målet“ — i dobbelt forstand — hellige „middelet“.
At „Landsmaalet“ ær det højeste av alle våre landsøjemed
nu for tiden, ær naturligvis ophøjet over al
tvil! Dette har vi jo hørt de 100 ganger, og skulde
de nogen gang gjøre pakt med fanden for å vinne
spillet, selv med fare for alvorlig „skade på sin sjæl“,
så måtte det jo være til beste for hele folkets frælse
som folk, til beste for det dyreste dyre i tidernes
skifter, for det hellige „Landsmaal“!
Denne særtegning av de norsknorske i egenskap av strævere kræver en redegjørelse. Men hvorledes få plas til den i et blad, tilmed da det allerede har været skrevet så meget om æmnet, og det fra bægge sider, i de siste måneder?
Jo, nu vet jeg råd. Det, jeg ovenfor har lagt de norsknorske til last, ær på sted efter sted omhandlet i min siste bok. Det kan gjærne siges å være bokens røde tråd. Den rækker på lag fra pærm til pærm og blir bare for en stund borte. Jeg får nævne op de vigtigere anker, som ær ført imot dem dær, og så for redegjørelsens vedkommende be’ læseren, selv å se efter, for så vidt han ikke av egne oplevelser kjænner
