Men de hadde ikke den tiden slike sprogstudier
og leksikalske sprogskatte, som skulde til for at
gøre „en generalnævner“; de har der som annetsteds
tat en enkelt dialekt og gjort den til hovedsprog;
således har jeg også set det fræmstillet.
Så det engelske sprogs historie støtter ikke bondemålstrævets. Den støtter hellere Knudsen, som tar det landsgyldige fællesmål og gør det til skriftsprog i stedet for den danske, vi har, — og dette til ord som ordfælling. Så arbejder literaturen det videre ut. Men kan sprogforholdene i England hin tid ikke godt sammenlignes med vore nu, så kan ænnu mindre deres vilkår i det ellevte—femtende århundre sammenlignes med vor bokavl, vore blad og skoler. Hos os lærer alle samme mål!
Intet eneste sidestykke til det, som nu foregår i Norge, er altså ænnu funnet. Og så længe det ikke er det, har vi ret til at sige, at bondemålstræverne er inne på en uhistorisk vej.
Hvordan er det[1]? Ja, nu har jeg da talt med en man, som kænner til de czekiske sprogforhold. Slovakerne bor mellem fræmmede folk og har selvfølgelig i meget gjort en annen vej æn czekerne, og derfor rejser de sprogkamp. Bor vore bønder i et annet land æn vi?
Vilde slovakerne, hvis de bodde blant czekerne, og det landsgyldige fællesmål, som det nu alment tales, var like forståeligt for dem, som vort er for
- ↑ En bondemålstræver kom med den påstand, at slovakisk i forhold til czekisk var som vore bondemål i forhold til vort nuværende fællesmål.
